Menneskene lever i en stor skabelse
123. Til at begynde med havde menneskene ikke alle de fine maskiner, apparater og redskaber, som de har i dag, og ved hvis hjælp de kan få materien til at arbejde for sig. Redskaberne bliver bedre og bedre, og det beviser jo, at der en plan, der går hen imod, at det skal blive til glæde og velsignelse for de levende væsener. Er det ikke allerede sket med en masse ting? Det er sket med en overordentlig masse ting. Vi kan bare tage sådan noget som lys, vi behøver kun at trykke på en knap, så har vi lys. I gamle dage måtte menneskene dræbe dyr for at få tran, så de kunne få lys om natten. Nu har vi evne til at lave natten til en kunstig dag. Vi har evne til at fare fra den ene ende af verden til den anden på få timer. Vi har en vældig magt.
      Viser alt dette ikke, at den store skabelse, vi lever i, er i færd med at føre sine ting frem efter en logisk plan, som skal blive til glæde og velsignelse i sit slutfacit? Og hvorfor skulle den ikke det? Hvorfor i alverden skulle vor organisme skabes så fuldkommen, at vi ikke mærker det mindste til, at vi har den, når vi da ikke selv har ødelagt den? Hvis vi ikke har ødelagt den, mærker vi jo ikke til, at vi har en organisme.
      Vi kan vågne med en vældig livskraft om morgenen og være glade ved dagens lys, være glade ved aftenens komme, være glade ved nattens søvn og vågne igen til glæde. Jamen det er da et resultat. Hvorfor skulle dette resultat blive så guddommeligt, hvis det bare var for at blive skudt, henrettet, dødsdømt, ødelagt i krig, ødelagt af sygdomme som kræft og så videre? Det er ikke meningen. Det er glimrende der, hvor det er færdigt. Men der, hvor det ikke er færdigt, er det klart, at der kan det ikke være fuldkomment.
      Uden om Bibelen, uden om hellige mænd og så videre, er vi nu på et fast grundlag, hvor vi står og ser, at verdensaltet er en levende, arbejdende organisme, som i hele sin skabelse og planmæssighed kun har en eneste opgave, nemlig at gøre det hele strålende fuldkomment for levende væsener. Det kan den udviklede forsker ikke undgå at komme til at iagttage. Det er blevet forskerens egen viden. Det er min opgave at hjælpe til med, at man selv kan se disse ting. Men det er hans egen viden, det er det, der er min opgave. Det er disse ting, jeg ønsker at hjælpe Dem til at se.