Grand Kursus
Alt er levende, døden eksisterer ikke
124. Vi er nu kommet til at se, at verdensaltet er liv. Alt er levende. Den jord, vi går på, det sand, vi træder i, er i bevægelse, er under skabelse, er under tankeopbygning og viljekontrol. Den såkaldte døde materie, mineralmaterien, er under en vældig lovbundethed, er under en vældig forvandling i denne store skabelse. Alt er således levende, der er ikke noget som helst, der er dødt. Solens lys og varme, klodernes bevægelse i rummet er levende. Selv mørket og lyset arbejder og er levende. Døden findes ikke. Vi kommer til at opdage, at det er den største overtro, at der skulle eksistere nogen som helst død. Døden kan ikke eksistere, det er ganske udelukket.
      Alt er levende. Vi kan ikke sætte en synålespids et sted, uden at det er levende, uden at det vil arbejde og forvandles. Dette levende noget er ligesom livet i vor organisme, der også arbejder og forvandler sig. Blodet arbejder, pulserer, afgiver varme, materie og tankereaktioner osv.
      Hvis noget var dødt, var det absolut stilhed. Men absolut stilhed ville heller ikke engang være dødt. Det ville ganske vist ikke kunne manifestere sig, men så ville det jo være identisk med det guddommelige noget, det første, der eksisterer.
      Døden eksisterer ikke. Vi skal senere komme til at se, hvorledes døden er en fødsel. Vi dør bare fra en tilværelse og fødes samtidig i en ny tilværelse. En død vil altid være en fødsel til en ny tilværelse.