Mellemkosmiske og makrokosmiske væsener
125. Vi befinder os i verdensaltet, som er en levende struktur, og det hedder sig også i et gammelt ord i Bibelen: "I ham lever, røres og ere vi". Det er en videnskabelig sandhed, et videnskabeligt facit.
      Verdensaltet er en vældig organisme, der er så ejendommeligt indrettet, at den kan iagttages i mange forskellige formater, så den passer for alle sanser, for alle størrelsesbegreber. Det gentager sig i princippet, som vi også skal se på symbolerne.
      Mennesket er et treenigt princip, altså et billede af selve det store verdensalt. Tager vi et andet væsen, f.eks. et dyr, er det også et treenigt princip, der består af et jeg, en skabeevne og noget skabt. De ting, som vi ikke er vant til at se som levende væsener, vil altid være en del af et levende væsen, enten det skabte eller noget af dets bevidsthed, hvorved det afslører, at der er en bevidsthed og et jeg bagved.
      Vi er vant til at se mennesker, dyr og planter. Disse former for liv kan vi se. Men der er et vældigt stort område, det makrokosmiske område, hvor vi ikke kan iagttage det så nøje, hvor vi ikke kan se liv, fordi der arbejdes der under en anden tid. Det, der måske kun er sekunder eller minutter i dette høje tidsbegreb, er millioner år for os. Nedad i mikrokosmos er der også levende væsener, så det med, at vi skulle være inde i en stor organisme, er slet ikke noget, som er grebet ud af luften. Det er der også kendsgerninger, der viser. Vor egen organisme ville ikke være en animalsk organisme, hvis den ikke bestod af levende animalske mikrovæsener. Det, at et væsen er animalsk, betyder, at det har bevidsthed, det kan tænke, det kan lide sorg og opleve glæde, det kan fornemme smerte og lidelse, akkurat ligesom vi selv har bevidsthed, har ide om verdensaltet osv.
      Når man ikke er vant til at indstille sig på livet i det små, tænker man ikke på, at smådyr kan opleve noget. Men ser vi ikke, at et lille bitte dyr, der går på vor vindueskarm, kan løbe i rædsel, når man kommer med en finger? Ser vi ikke, hvordan det skynder sig at løbe, hvordan det kan tage flugten? Ser vi ikke, hvordan en lille edderkop kan lave det fineste spind? Den lille hjerne viser, at det ikke kræves, at hjernen skal veje så og så meget, at den skal have så og så store dimensioner, for at den kan være på det og det niveau.
      Det lille dyr, det store, alt dette er uden for størrelse. Vi har allerede været inde på, at de størrelser, vi ser, ikke har noget med det virkelige, det evige facit at gøre. Derfor skal man ikke ignorere de små væsener i mikroverdenen.