Menneskets struktur
130. Vi skal nu se lidt på vor egen struktur. Hvert menneske har et jeg, men det kan vi ikke se. Vi har aldrig nogen sinde set hinandens jeger. Vi siger nok, at vi har set hinanden, at vi kender hinanden. Men hvad er det, vi kender? Vi kender kun det redskab, vi i øjeblikket har til rådighed. Der kommer en dag, da det er slidt op, og vi er nødt til at kassere det, så ligger det hen med brustne øjne, det visner og opløses. Men hvor er væsenet? Det kan ikke manifestere sig mere, for det har ikke denne krop, som det skal manifestere sig igennem. Så kan det ikke manifestere sig her på det plan. Der er altså noget bag ved kroppen.
      Når man ser et væsen, som var levende, og som i næste øjeblik ligger hen som et lig, da er der sket en forvandling. Og hvad er det, der er sket? Der er sket det, at ledelsen, der bragte denne organisme til at fungere logisk og planmæssigt, ikke er der mere. Bevidstheden og det udødelige jeg er ikke mere i kroppen. Men det eksisterer, for det kan ikke forgå. Der findes ikke noget, der kan blive til intet, ligesom noget ikke kan komme af ingenting.
      Alt det, der er, må blive ved med at være til, også stofferne – bare ikke i samme form. Men det er ganske dejligt, at det ikke kan det; det er jo guddommeligt. Netop fordi stoffet ikke kan forblive i den samme form, opstår tid og rum, og tid og rum er fundamentet for livsoplevelse, for sansning. Derfor skal der være begyndelse og ende, men heldigvis kun på materien.
      Bag ved materien eksisterer det evige væsen med sit jeg og sin evige skabeevne, således at det hele tiden kan forvandle materien. Det kan bygge den ene krop op efter den anden, tage den i besiddelse og således leve videre. Det skal vi komme til senere, men foreløbig er det vigtigt at forstå denne kollektive levende masse, dette levende liv, vi lever i. Det gælder om at forstå den måde, dette væsen arbejder på. Derved kommer vi frem til vor egen plads i dette liv, og vi kommer til at opleve, hvorledes vi er uundværlige i dette liv.
      Vi er lige så uundværlige for dette vældige liv, som dette liv er uundværligt for os. Vi arbejder sammen med Guddommen. Vi er lige så nødvendige for Guddommen, som Guddommen er nødvendig for os. Og i kraft af de mange, mange forskellige skabecentre er det jo, at hele universet bliver dekorativt, får kolorit. Der opstår det hele, farve, lys og størrelse, volumen osv., alt det, der er tilgængeligt for sanserne.