Grand Kursus
Menneskets fysiske liv i stråler
144. Vi lever altså inde i en verden af stråler. Alt er stråler. På billedet ser vi eksempler på mekaniske stråler. Her er det radiobølger. Her er det udstråling fra en levende organisme, fra hjerteområdet. Her er det radioaktive stråler fra klipperne. Der er også nogle andre særlige stråler fra jorden, og her er varmestråler fra jordens indre. Her er kosmiske stråler. Vi er inde i et umådeligt stråleocean.
      Hvad er nu disse stråler? Det er bevidsthedskræfter, der har en psykisk virkning. Ligesom vi har psykiske kræfter bag ved vore tanker, som er med til at frembringe vor væremåde og vore manifestationer, således er der også psykiske kræfter bag ved alt øvrigt. Der er ikke noget tomt rum. Det er fyldt med psykiske kræfter, med vældige energier, som kommer til udløsning her på jorden. Mennesker, dyr osv. er inde i denne vældige stråleverden, som altså er bundet i solen.