Kærlighed og had
158. Hele princippet i verdensaltets sansning er i virkeligheden baseret på de to kontrasters forhold til hinanden. Vore sanser er indrettet på at kunne opfatte mørket, opfatte lyset, og vor bevidsthed får så indtryk af den blanding, der er i det, vi ser. Det, vi selv skaber, bliver også en blanding af lys og mørke. Vi kan skabe manifestationer, der i overvældende grad er mørke manifestationer, og vi kan skabe manifestationer, der i overvældende grad er lysmanifestationer. Noget kan være overvældende lys, noget overvældende mørke, og begge dele er ufuldkomment. Det er ikke rigtigt, for der skal være en harmoni imellem de to felter.
      Lys og mørke forekommer også på en anden måde end lige akkurat her på det materielle plan som solens lys og nattens mørke. Det fremkommer også i bevidstheden som mentalitet. Hadet er udtryk for verdensaltets mørke, og kærligheden er udtryk for verdensaltets lys. Det er bare de samme principper omsat til mental materie. Det er det samme alle vegne, de samme energier alle vegne, de samme principper alle vegne, bare i forskellige variationer.
      Man kan ikke fremstille et fotografi, uden at man må have skygger på. Man kan ikke opleve livet uden at have mørke og lys, man må have begge dele, ligesom det også er nødvendigt for den store skabelse i universet. Hvis mørket ikke var, hvis hadet ikke var, så var der jo kun kærlighed. Det vil sige, så var den der ikke, for kærlighed er ikke det bare lys.
      Kærligheden er den fuldkomne harmoni imellem mørket og lyset, mellem hadet og det, vi ellers kalder – kulminationen af lyset. Kærlighed kan være så overvældende, at vi bare kalder den kærlighed, selv om den ikke er det, men derimod er det, vi kalder tossegodhed. Man kan være så tilsyneladende god, at man føjer børnene i alt. Man kan ikke tåle andet, end at et barn skal have sin vilje. Man går med til alt muligt, bare fordi man ikke nænner at sige nej i de tilfælde, hvor man skal sige nej. Så bliver vore manifestationer overvældende lys, og de bliver dødbringende. Men der kan også være et overvældende mørke, man er hadefuld, bitter og vred, det er også dødbringende.
      Hvad er da kærligheden? Den er altså en blanding, en harmoni imellem lyset og mørket. Det vil altså sige, at det er en intellektualiseret følelse, og det er den intellektualiserede følelse, der behersker verdensaltets skabelse. Det er den intellektualiserede følelse, der betinger, at vor organisme fra naturens hånd er blevet så fuldkommen, som den er. Det er denne harmoni, denne intellektualiserede følelse, der er målet for menneskets mentale skabelse. Det er det, mennesket skal nå frem til. Hvis en kunstner ikke kan beherske farverne eller kontrasterne på sit billede, kan det ikke være nogen særlig stor kunstner. Hvis et menneske ikke kan beherske lyset og mørket på den rette måde, kan det ved sin væremåde heller ikke præstere noget kunstværk. Det beror altså på forholdet imellem lys og mørke.