Jordklodens skabelse som et kunstværk
159. Skabelsen i verdensaltet begynder ude i verdensrummet som noget, der er usynligt, en gas, en masse, der blev til tåge. Tågen bliver efterhånden til varme, opsummerer i sig mere og mere af disse masser, der strømmer rundt i verdensaltet som stof, støv og så videre fra kloder, der for længst er forsvundet. Det sejler rundt i verdensrummet og opsummerer sig til disse begyndende soldannelser. Efterhånden bliver det glødende, det bliver til et vældigt ildocean. Der er også overvældende lys, der er ikke mange detaljer, der er overordentlig svage skygger. Der er sol, det vil sige, der kan jo opstå disse solpletter, men det er jo ikke noget særligt kunstværk.
      Så fortsætter denne skabelse videre, og vi ser, at mørket kommer mere og mere til. Jordkloden afkøles, og den kommer frem til et stadium, hvor mørket så at sige har fået magten. I den epoke, hvor den ikke mere var så gloende, blev den faktisk til en sort klode. Der var ikke noget planteliv, der var ikke nogen farver, det var sort og lyst, altså mørke og lys.
      Men lys og mørke er ikke nok i den guddommelige skabelse, og lys og mørke er heller ikke nok i vor manifestation. Vi ser altså, at i denne skabelse af en beboelig klode måtte der mere til. Hvad måtte der til der? Der måtte kærlighed til, der måtte intellektualiseret følelse til. Hvad betyder nu det i jordens skabelse? Det betyder, at hele planteriget kom frem.
      Det er jo planteriget, der udløser de mangfoldige farvetilstande. Efterhånden fik det hele farve af planterne med deres blomster og grønne område. Det var en ekstra udsmykning af den sorte jord, hvor der før var voldsomme vulkaner og lava, vældige ødemarker, milevide lavamarker, der lyste i mørke, i sort og sort, som man endnu kan se visse steder på jorden. Sådan var jorden engang over det hele. Bortset fra visse steder, hvor den endnu havde glødende masser, var den ellers sort. Men så kom der mere til, kloden blev mildnet. Vulkanerne blev efterhånden udbrændte og lukkede, og hen over lavaen, der omdannedes med tiden, blev der muligheder for begyndende planteliv.
      Plantelivet kolorerede og dekorerede kloden. Hvorfor det? Hvad var nu det? Det mildnede, det kærtegnede. Når man ser et øde terræn, hvor der ikke er andet end sorte detaljer, er det jo ikke særligt kærtegnende. Et menneske, der kun har mørke, onde tanker imod en, er da heller ikke kærtegnende. Vi ser, at naturen og mentaliteten også er lys og mørke. Men der, hvor der så bliver fyldt op med træer, planter og blomster, bliver der efterhånden et vældigt væld af farver. Jorden er i dag en strålende klode, og takket være det er den på det fuldkomne stadium, som menneskene engang skal nå i deres udvikling. Jorden er ved at indgå i den store fødsel. Derfor har den en så umådelig detaljerigdom, så vældige farveorgier, så dejlige klimaforhold osv. Det er, fordi den nu er inde i en kærlighedsatmosfære, hvor kontrasterne fuldkommengøres med farver.