Livets evige vekslen mellem mørke og lys
161. Når vi nu forstår dette, så kan man jo også bedre forstå, hvorfor menneskenes tilværelse er så mørk, som den er, med krig, mord, drab osv. Det er, fordi de jo endnu ikke behersker lyset. De har alt for meget mørke. Derfor er det, at der er krig, nød og elendighed. Deres kunstværk er et kunstværk med alt for store skygger. Men det er jo ikke nogen forbrydelse fra Forsynets side. Det er ikke, fordi der er en tåbelig Guddom, eller at der ikke er nogen Guddom til. Der er netop en Guddom til, som har en umådelig guddommelig plan, således at verdensaltet befinder sig i en guddommelig struktur, ved hvilken det danner harmoni imellem lyset og mørket.
      Men denne harmoni mellem lys og mørke er ikke nok til at holde en evig tilværelse i live. Når man er nået til en kulmination, så er det nødvendigt, at den igen må degenerere. Vi kan ikke blive ved med at leve i den samme tilstand. Det, at vi er vokset fra et bestemt punkt op til en bestemt viden, er ikke nok til at opleve en evig tilværelse. Det er ikke nok, at vi i en epoke eller nogle liv har levet i denne kulmination, lige meget hvor mange tusind år eller hvor mange tusinder af liv vi så end har oplevet. Den fuldkommenhed, vi kulminerer i, kan ikke bære os igennem en evig tilværelse. Den er alt for lille. Den kan bære os igennem et vældigt stykke af tilværelsen, men den må degenerere, fordi vi med denne fuldkomne tilværelse er kommet bort fra de områder, hvor mørket kan opleves.
      Det er soleklart, at efterhånden, som der går den ene milliard år efter den anden, hvis vi kan udtrykke det sådan, forsvinder de mørke erfaringer. De bliver noget, der er langt borte, og efterhånden tabes de.