Sult og mættelse
162. Når man er kommet ind i en så strålende fuldkommenhed, bliver man jo mættet. Det kan man se på alt muligt andet her i tilværelsen. Man kan ikke holde ud altid at se det samme skuespil, man kan måske se et godt skuespil nogle få gange, men efterhånden gider man da ikke gå hen at se det. Man kan heller ikke blive ved med at læse en bog i det uendelige. Efterhånden bliver man jo mæt af det.
      Det er så viseligt indrettet her i tilværelsen, at når man bliver sulten, bliver man også mættet. Mættelsen skal ikke vare ved, man kan ikke nøjes med at spise sig mæt og så leve resten af evigheden uden at spise. Sådan er det jo heller ikke, når vi ser på livet omkring os.
      Døgnet har det samme princip. Vi oplever ikke en nat efterfulgt af en uendelig dag, eller en dag efterfulgt af en nat, der aldrig holder op. Sådan er det jo ikke. Et menneske bliver et modent menneske, det når sin manddom, det står på sit højeste, men dermed kan det da ikke blive ved med at leve evigt. Vi ser ikke i nogen som helst situation, at når noget har nået en kulmination, at det så fortsætter i den tilstand. Hvordan skulle det opfylde en evig tilværelse?
      Hvis vor tilværelse var begyndt engang, hvad var der så før denne begyndelse? Nu viser livet med de evige realiteter, at vi er evige. Men hvis vor udvikling engang var begyndt, hvad så med det umådelige, endeløse tidsrum, denne evighed, der var forud? Hvad med den? Vi ser, det kan ikke passe med noget. En udvikling, der begynder et sted og slutter med en kulmination i en evig færdig tilstand, ville være skrigende imod naturens love. Og gudskelov for det, for det ville være ganske umuligt at holde ud. Enhver kulmination er dødbringende i sig selv og vil før eller senere blive afløst af en ny epoke. Derfor er man nødsaget til at skifte program i biograferne, man må have nye programmer, man kan ikke have det samme program i en uendelighed.
      Man må have nye skuespil, nye bøger, nye oplevelser og nye interessesfærer. Man må have nye retter, man kan ikke spise det samme hele tiden. Alting kræver forandring, man må have nye klæder, nye moder, nye skikke, nye former for brug. Det har været sådan hele tiden, og sådan er det. Jamen hvis det ikke var sådan, var livet jo kedeligt. Hvis vi i al evighed skulle gå med det samme tøj, i al evighed skulle leve efter de samme principper, leve på den samme måde, så blev det dødsens kedeligt. Sådan er det jo ikke.
      Hvis vi skulle have vor livret hver eneste dag, ville det være glædeligt og dejligt de første dage. Men når det så til sidst blev sådan, at vi aldrig nogen sinde kunne blive sultne, uden at vi skulle have den samme ret, ville vi råbe og skrige efter at blive fri for denne ret. Vi ville dø af sult til sidst. Sådan ville det også gå, hvis vi kunne nå en færdig tilstand.