Mentaliteten eller væremåden er også en skabt ting
165. Når vi ser kosmisk på alt mørket i verden, ser vi det fra Guds eget syn. Der har vi et billede af, hvordan det er, når mørket er dominerende, når man ikke er nået frem til at forme sin mentalitet i harmoni med lyset. Men man kan også se, at andre kan forme det i alt for meget lys, og så bliver det heller ikke fuldkomment. Vi lærer at se, at mentaliteten skal blandes af kemikalier på samme måde, som apotekeren blander sine kemikalier, for at de skal blive til nytte.
      En mentalitet eller væremåde er jo skabt, ligesom man skaber et hus, et sæt tøj, et jernbanetog eller en flyvemaskine. En væremåde er også noget, der skabes. Det er en struktur, der bygges op. Mennesker skal det og det. Et menneske skal hen på sin arbejdsplads og være der til den og den tid og skal lave det og det. Andre skal gøre noget helt andet. Det er jo altså en plan, en funktion. Men er det ikke alt sammen funktioner? En maskine er jo en funktion. Alting er funktioner, en væremåde er også en funktion. Denne væremåde er altså en blanding af tankestoffer, som igen har indflydelse og binder de materielle stoffer.
      Det er soleklart, at man i skabelsen af sin væremåde ikke kan handle, ligesom man vil. Lige så lidt som man kan handle, som man vil, når man skal skabe andre ting. Skal man lave et billede, må man følge de love, der kræves, for at billedet kan blive fuldkomment. Skal man skabe en væremåde, må man også følge de love, der kræves, for at denne væremåde kan blive fuldkommen, hvilket vil sige, blive det geniale kunstværk.
      Det største kunstværk, der eksisterer, er den fuldkomne væremåde, det er selve livskunsten. Alle andre kunstarter kan ikke blive helt fuldkomne, før mennesket har fået sin væremåde fuldkommen. Og denne fuldkommengørelse er altså kun en beherskelse af kontrasterne, en beherskelse af lyset og mørket. Vi kan lære en hel masse af det. Vi forstår så skaberen bagved. Mennesket er skaberen bag de menneskelige skabelser, og bag ved alle øvrige er der også en skaber.
      Universet, sådan som det fremtræder for os, er en skabt realitet. I sit udseende forandrer universet sig, men der er en evig realitet bagved. Vi er ligeledes en evig realitet, og vi forandrer også udseende igennem vore organismer og igennem vor væremåde, netop fordi vi vokser fra den ufuldkomne til den fuldkomne tilstand.