Bibelens fortælling om "syndefaldet"
166. Vi vokser fra en primitiv, ulykkelig og pinagtig tilstand op til en fuldkommen, lykkelig tilstand, til en salighedstilstand. At vi så senere må blive sultne efter kontrasten er givet, det er jo loven. Man kan blive mæt af en situation. Når man får dækket en interessesfære, bliver man mæt, og så vil man hungre efter en ny interessesfære. Det er altså selve livets tale om hele livets struktur, om den evige tilværelse.
      Dette princip er således, at det har evne til at garantere os en evig tilværelse. Når vi har gennemløbet den epoke, vi nu er inde i, og når op til kulminationen, det fuldkomne menneske i Guds billede, er der jo en masse mennesker, der tror, at så er vi da færdige. Jeg har mødt mennesker, som egentlig var fremragende udviklet, men det, at det fuldkomne menneske ikke skulle blive ved med at være fuldkomment i al evighed, kunne de slet ikke fatte. De kunne ikke tro det. Men hvordan i alverden skulle det kunne være helt færdigt? Et menneske må jo efterhånden blive mæt af denne evige salighed, denne evige behagelighed, og det må komme til at skrige efter modsætningen. Det er det, Bibelen fortæller, når den fortæller os om syndefaldet. I paradisets have var der et træ, kundskabens træ på godt og ondt, og Gud siger til Adam og Eva: "Det må I ikke røre, spiser I deraf, så skal I visselig dø". Men de måtte gerne spise af alle de andre træer i haven.
      Tænk nu engang, hvis det var os. Vi er lukket inde i et område, hvor vi må have lov til at kigge på alle finesser, kigge i alle skabe, skuffer og alt, hvad der nu kunne være mystisk. Men så er der noget der, et skab, som vi ikke må røre. Tror man ikke, at vi til sidst skal nå frem til at brække skabet op? Vi bliver så lede og kede ved at se de andre ting, alt det vi kender ud og ind, så vi til sidst brækker skabet op for at se, hvad der er. Jamen det er jo loven.
      Det er ikke noget syndefald. Det er kun i eftertiden, at menneskene begyndte at være kede af syndefaldet, og at de karakteriserede det så som syndefald og det onde.