Mættelse af mørket og længsel efter lyset
167. Men det er dette evige, guddommelige princip, der får os til at blive kede af det og blive mætte af det, vi er nået frem til. Derved får vi lyst til og længsel efter nye interessesfærer, og på denne måde bliver de nye interessesfærer så efterhånden også tilfredsstillet. Denne hunger bliver også mættet eller tilfredsstillet, og så kommer en ny interessesfære. På denne måde fortsætter den evige tilværelse, vi iler altså hele tiden imod nye interessesfærer, bliver glad ved det, bliver mættet osv. Nye interessesfærer fødes, som vi også kan vandre imod, og således i al evighed. Kan det være mere fuldkomment?
      Vi lever ganske vist i en mørk zone, en mørk tilstand, men den har jo kun bragt menneskene til at længes efter lyset, længes kolossalt efter freden. Engang var det jo heltedåd at dræbe og myrde. Vi kender beretninger om den nordiske gudelære med dette himmerige, Valhal, hvor man kun kunne komme, når man havde myrdet andre og ligeledes selv var blevet myrdet. Det var en heltedåd, det var glorværdigt – en glødende interessesfære, som man var glad ved at udføre, men den blev man mættet af.
      Det er jo denne proces, menneskene arbejder med endnu, men de begynder igen at blive vældig mættet af det. De råber efter en varig fred, efter at få krigen afskaffet osv. Jamen hvordan skulle den interessesfære være kommet, hvis de levede i en evig salighed? Engang levede de i en sådan dejlig salighed, men de kom til at længes efter dette mørke, som de nu er blevet mættet af, og nu længes de imod en interessesfære, hvor det drejer sig om at leve i fuldkommenhed, lykke, glæde og harmoni med hverandre. Det er mørkets mål over for det levende væsen.