Det evige liv eller livsstigen
Symbol nr. 28
172. Denne vækst igennem de forskellige interessesfærer, denne vækst fra den ene tilstand til den anden, fornemmer vi faktisk som en udvikling, som en vandring opad. Man bliver klogere og klogere, man gør erfaringer, og det er jo rigtigt. Det gør vi jo inden for et vist område. Men i deres religioner er menneskene ikke kommet længere end til at tro, at de kommer fra et særligt punkt, at de vokser op til en fuldkommen tilstand, og at samme tilstand så er evigt fortsættende.
      Hvad har der været, før det begyndte nede i mineraltilstanden? Skulle det begynde her og så slutte oppe i denne højeste tilstand? Hvordan i alverden skulle det være muligt? Vi kan jo ikke blive ved med at leve i den samme tilstand. Og hvad har der været, før det blev til hernede?
      Vi må komme bort fra dette, at væsenerne kun er født på et bestemt stadium, at de vokser frem til en kulmination, og at de derfra så skulle leve evigt. Hvis det var sådan, kunne det jo aldrig blive noget evigt liv. Der ville altid være et tidspunkt, hvor man kunne sige, at det væsen er så og så gammelt. Hvis det er begyndt på et bestemt tidspunkt og så skulle have en evig tilværelse fremefter, kunne man jo hele tiden måle derfra og sige, at det er så og så gammelt. Men så var det altså tids- og rumdimensionelt, så var det ikke noget evigt væsen.
      Det fornemmes, som om vi vokser op og fortsætter, men i virkeligheden er det ikke sådan. Det er nok rigtigt, når vi siger, at der er udvikling. Men se, en udvikling kan jo ikke finde sted, uden at der er noget, der er indviklet. Hvis det ikke er indviklet, hvad kan man så udvikle? Så derfor må disse to kontraster også studeres lidt. Væsenerne må før have været i en indvikling, de må være blevet indviklet. Nu udvikles vi, men hvad er det, vi udvikles af? Vi udvikles jo af mørket, uvidenheden og en hel masse ting, som vi er blevet indviklet i, efter at vor bevidsthed i en tidligere verdensepoke kulminerede i en lystilværelse. Så degenererede den, og man indviklede sig og blev uvidende. Man tabte sin viden, sin interesse og så videre. Derfor degenererede væsenerne og måtte så begynde i verden igen som planter. Plantevæsenet er jo lige så evigt, som De og jeg.
      Væsenerne i denne lystilværelse tabte deres viden, tabte interesse og så videre, for at degenerere, og derfor kunne de og måtte de begynde i verden igen som planter. Plantevæsenet er jo lige så evigt som vi. Jamen hvordan kan det så være, det ikke har anden bevidsthed end den, det har, og vi har så meget mere bevidsthed? Det er, fordi vi ikke står på det samme stadium, men vi er lige evige. Nu begynder planten på et stadium her (rød farve), hvor vi begyndte for længe siden. Vi står ikke på det samme sted i dag. Det vil altså sige, at der er indvikling, og der er udvikling. Når man så når frem til kulminationen af udviklingen, så indvikles vi, det vil sige, vi degenererer, vi udvikles ikke længere.
      Når vi kommer til en kulmination på et bestemt felt, når vi har nået højdepunktet, kan vi jo ikke nå længere. Der kan kun blive tale om, at dette højdepunkt bliver udlevet, og så fortaber det sig. Det er ligesom med livretten. Man bliver mere og mere ked af livretten. Ja, det degenererer jo, lysten til livretten degenererer. Man taber den vældige lyst, man havde til denne livret, den forsvinder, den bliver afmægtig. Sådan bliver væsenerne afmægtige, de synker ned, de bliver mere og mere sovende og når så frem til plantestadiet. Der er jo netop den sovende Adam, som der står skrevet om i Bibelen: "Gud lod Adam falde i søvn". Således bliver der altså en indvikling.
      På symbolet ser vi et sådant område, hvor der er en udvikling, der kulminerer, og så kommer der en indvikling. Det danner et bestemt område, som er symboliseret ved et stort violet trin. Inden for hvert af de violette trin forekommer netop dette princip, der er en generaludvikling op til en højeste kulmination, og derfra vokser væsenet så ned igen, det degenererer.
      Det store violette felt markerer det område, hvor vi befinder os. Vi befinder os imellem makrokosmos og mikrokosmos. Mikrokosmos udgøres af vore mikrovæsener. De er også levende væsener, men de er ikke på det samme stadium, som vi. De eksisterer under os, og det er derfor, jeg har inddelt symbolet i disse tre stadier. Vi har altså mikrokosmos, der ligger under os. Væsenerne i mikrokosmos er inde i den samme udviklingsepoke, som vi i mellemkosmos selv er inde i, og over os ligger så makrokosmos. En sådan udviklingsepoke er et udviklingsafsnit, et spiralkredsløb, som vi senere kommer til.
      De store energikombinationer, som er organismer for store levende væsener, himmellegemerne, solsystemer, mælkeveje, danner makrokosmos, og de ligger over os. Således er verdensaltet inddelt, og lige meget hvor man befinder sig, har man dette makrokosmos over sig og mikrokosmos under sig. Menneskene er i mellemkosmos, der er symboliseret ved det midterste violette trin. De ufærdige jordmennesker er i den øverste del af det orangefarvede felt. I den nederste del af dette felt har vi dyrene. I det gule felt ovenover er de fuldkomne mennesker.
      I det rigtige menneskerige når menneskene op til en sådan højde i fuldkommen materiel væremåde, at de ikke skal inkarnere mere, og så går de ind på det psykiske område, hvor de oplever tilværelsesplanerne i den højeste harmoni og fuldkommenhed imellem lys og mørke. Således kan vi altså illustrere verdensaltets struktur og disse evige principper.
      Vi har en fornemmelse af, at vi vokser opad, og denne vækst opad bliver på en måde nok til inden for det tids- og rumdimensionelle, men vi må forstå, at kosmisk set kommer vi ikke ud af stedet. Når det er et evigt område, hvad kommer vi så nær til, og hvad kommer vi langt fra? Det har ikke noget med det at gøre. Men inden for det rumdimensionelle område ser vi de mere udviklede og de mindre udviklede. Der er der hele tiden noget, vi markerer tingene ved. Det er hele tiden kontraster, som vi tilkendegiver tingene ved.
      Vi oplever således alle disse forskellige kontraster her i mellemkosmos. Vi har mineralrige (indigo farve), planterige (rød farve), dyrerige (orange farve), menneskerige (gul farve), visdomsrige (grøn farve), den guddommelige verden (blå farve) og salighedsriget (indigo farve), som igen på det materielle plan er mineralrige. Dernæst begynder der et nyt planterige osv. Makrovæsenerne skal selvfølgelig også begynde nede på dette trin, for de er også underkastet udvikling. Mikrovæsenerne, der er organer, celler og molekyler inde i de levende væseners organismer, skal også gennemleve udviklingen, ellers kunne deres liv jo heller ikke bestå. Således er det de samme principper overalt.
      Det guddommelige ved det er jo, at vi kan overskue det. Er der noget i makrokosmos, der er så stort, at vi ikke kan overskue det, kan vi bare se ind i vort eget rum eller område. Det, vi ikke kan se oppe i makrokosmos, kan vi se nede i mikroverdenen, hvor det er tilpas småt. Vi kan altid finde et område, hvor det passer for vore sanser. Bedre kan det da heller ikke være udstyret.