Grand Kursus
Et kosmisk kredsløb der er større end jordlivskredsløbet
195.
Vi kan komme til klarhed over, at vi er i et større kredsløb end det nuværende jordlivskredsløb.
Et større kredsløb vil bevise, at vi må fortsætte.
Hvad er da det for et kredsløb?
Hvordan kan vi se det?
Ja, det kan vi se ud fra vort kendskab til kredsløbsprincippet, som har sine fire stadier.
Vinterstadiet med kulde og mørke er dødens manifestation, hvor livet skal sove.
Om sommeren er det modsat.
Foråret repræsenterer en opadgående udfoldelse, der en mellemting imellem disse to stadier.
Efteråret er en degenererende tilstand fra sommerens kulmination frem til vinteren.
Når vi nu ved alt det, har vi glimrende forudsætninger for at kunne opleve vor kosmiske position.
Vi kan fuldstændigt se, hvor menneskene står i dag, hvor de er kommet fra, hvor de er på vej hen, og hvad der er meningen med dem.
Hvordan kan vi da se det?
Det kan vi, fordi vi bare skal iagttage de stadier, menneskene er på i dag.
Hvad gør menneskene i dag?
Hvad er deres særlige samlede gennemsnitsmanifestation?
Hvad er det højeste, de faktisk kan frembringe?
Hvor er de mest udviklede?
Menneskene er længst fremme og mest geniale i at føre krig og skabe mordvåben.
De er mest geniale i at tænke bedrageriske tanker, at lyve og at udfolde dødbringende manifestationer.
Jamen hvad er det?
Det er jo vinterprincippet, der svarer til døden.
Det svarer til mørket, ulykken, lidelserne, til livets indskrumpning.
Når vi ser, at det er sådan, må der jo også være tegn på en anden årstid i det store kosmiske kredsløb.
Ligesom der på et givet stadium af vinteren er forårstegn, således er der også forårstegn i det kosmiske kredsløb.
Hvad repræsenterer da dette forårsstadium?
Jamen det er jo det modsatte af det, menneskene er så dygtige til.
Dette modsatte af de dødbringende manifestationer er de humanistiske manifestationer.
Humanitet er de første gryende forårstendenser inden for den menneskelige kulturskabelse og væremåde, og det har vi jo meget af.
Vi har religionerne, der for længst er begyndt at prædike og omskabe menneskenes bevidsthed i retning af humanitet.
Vi ser, at den største verdensgenløser, Kristus, helt åbenbarer sommerens kulmination, idet han siger, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv.
Højere kan kærligheden ikke manifesteres.
Det er selve kulminationen, det er selveste udtrykket for det kosmiske sommerprincip, og det er altså begyndt at holde sit indtog i den jordmenneskelige kulturværemåde.
Nu arbejder menneskene sig fremad, de ønsker fred, de ønsker at blive færdige med at skabe krig.
De fører ikke krig, fordi det er en sport, fordi de har en vældig lyst til det, eller fordi det er religion, for det er det ikke.
Men de fører krig, fordi de ikke ved bedre i deres hjælpeløshed.
Menneskene er som den fortabte søn, der æder sammen med svinene.
Det betyder, at man lever på samme måde.
Ens livsfundament er det samme som dyrets.
Dyret må dræbe for at leve.
Lignelsen om den fortabte søn er et glimrende symbol på menneskene i det kosmiske kredsløb.
Ligesom den fortabte søn kom menneskene også fra lyset, før de begyndte at inkarnere her.
De kom fra et forudgående kredsløb, hvor de oplevede sommeren, hvor de oplevede efteråret, før de fødtes ind her.