Menneskekraniets udvikling
208. Det hedder sig, at mennesket er noget for sig, at det ikke hører dyrene til. I skolen har man jo lært, at dyrene kun var til for at skulle være til føde, og at mennesket havde en udødelig ånd, hvilket dyret ikke havde. Men det er en skrigende fejltagelse, menneske og dyr er vældigt i familie med hinanden.
      På billedet ser vi nogle forskellige kranier. Det første er en lavtstående abe, og det næste er en chimpanse, og det tredje er javamanden. Det er da let at se, at de er i familie med hinanden.
      Det er da underligt, at mennesket skulle være noget for sig selv, at det slet ikke skulle have gået igennem en udvikling. Nu kan vi se, at vi inden for mennesketilstanden også går gennem en udvikling. På billedet ser vi neandertalmanden, der bliver stadig fuldkomnere, og det femte er også et fortidsmenneske, og så kommer vi frem til det moderne menneske her. Vi ser, det har et meget større kranium, hjernen bliver større og større.
      Ud fra denne udvikling formoder man, at fremtidsmennesket skulle få en endnu større hjerne, og det er også rigtigt. Menneskene vil ikke få så meget brug for arme, ben og denne voldsomme muskulatur. Derimod får de vældig brug for hjernen, fordi de bliver kolossalt intellektuelle og mere og mere psykiske. Jo mere bevidsthed, de får, jo mere de kan lade maskinerne lave arbejdet, desto mindre behøver de at have en vældig krop. Derfor vil man måske sige, at det er da skrækkeligt. Ja, men hvad er skrækkeligt? Skønhed, det er jo noget relativt. Til den tid vil man selvfølgelig synes, at det er ganske smukt at have sådan et stort hoved og sådan en lille bitte krop. Men det skal jeg nu ikke komme ind på nu. Jeg viser blot disse billeder, for at man rent teoretisk kan se, hvor tåbeligt det er at sige, at menneskene ikke er underkastet en udvikling ligesom dyrene. Det er ikke rigtigt, når de siger, at menneskene har en udødelig sjæl, en udødelig ånd, men at dyrene ikke har det. Det er ikke blot kraniets struktur, men hele væsenet, der er beslægtet.