Kristus og kvinden der var grebet i hor
228. Her på billedet kommer vi til at se de to tankearter. Vi ser humaniteten, og vi ser menneskenes sædvanlige tilstand med at ville hævne sig, med at ville straffe, med at "det manglede bare, at man skal finde sig i det". Når en kvinde havde været utro, var det skik og brug, at hun skulle stenes.
      Men så kommer denne skikkelse i vejen. Kristus var jo meget kendt og anset for at have stor viden. De spørger ham om denne situation, og han svarer: "Den, der er ren, kan jo kaste den første sten". Det var da noget helt andet. Den, der ikke selv havde noget dyrisk i sig, kunne jo gå hen og stene denne kvinde. Det var en helt anden tankegang, og denne tankegang var den første sæd. Det første af den sæd, i hvilken alverdens slægter skulle velsignes. Han reddede hende fra denne ondskab, han frelste hende fra døden. Han dømte hende ikke. Han sagde bare, at hun skulle passe på ikke at gøre sådan mere og se til at gå den rigtige vej og ikke gå den forkerte vej.
      Vi ser, at dette menneske, Kristus, er forandret. Det er ikke en buskmand eller en neandertaler, det har ikke dyrisk bevidsthed, det er helt anderledes. Hvordan er det blevet det? Og hvorfor kommer nu det? Det er, fordi vi andre skal blive sådan, der er jo nok, der taler dette sprog.