Grand Kursus
Stor kirke
229. Sådan har verdensgenløsningen også haft en stor virkning på den humane tilstand, som vi også før har været inde på. Ved store katedraler og kirker, vældig store organisationer, bliver noget af det humane princip alligevel plantet rundt om i verden. Selv om det er meget mangelfuldt, har det taget det første store skridt eller ombygget menneskene en hel del, således at de nu er nået frem til at være modne til at ville se det som kendsgerning.
      De vil alle sammen gerne have humanitet og kærlighed. De vil også gerne være venlige og gode, men de vil med sikkerhed vide, om det er rigtigt eller forkert, at man bærer sig sådan ad. Det er denne viden, de vil have, og nu kan kirken ikke give dem det. Menneskene har ingen respekt for det, der er ikke viden nok, der er ikke kraft nok i det, kirken kan give. Der er ikke ånd nok til at føre disse intellektuelle mennesker videre. Vi ser, at de stener dem, at de korsfæster dem, der er anderledes tænkende.