Tilværelsens tilsyneladende uretfærdighed
243. For at se, at vi er udødelige evige væsener, må vi overvinde problemet med at forstå, hvordan vi har kunnet leve i tidligere liv. For at se, at der er en retfærdighed i tilværelsen, må man komme frem til at forstå, at det nuværende liv er en fortsættelse af de tidligere liv. Kan man ikke forstå det, så kan man lige så godt lade være med at arbejde med disse ting, for så vil der ikke være nogen som helst mulighed for at se, at der er retfærdighed til. Hele tilværelsen og den menneskelige tilværelse i særdeleshed ville være skrigende uretfærdig.
      Ingen væsener har det helt på samme måde. Var der kun ét liv, så måtte alle væsener have de samme betingelser og måtte kunne nå det samme i dette liv. Men det er jo ganske udelukket, at de kan det. Vi ser netop, at der er en kolossal forskel i skæbne og i oplevelse.
      Nogle mennesker har en smertefuld tilværelse hele livet igennem. Såvel barndom som ungdom, manddom og alderdom har været en eneste stor lidelsesproces. Andre kommer til en tilværelse, hvor livet går glat, de har det dejligt og udmærket. Nogle er sunde og raske, mens andre er syge og lever i elendighed. Nogle børn fødes hos gode og kærlige forældre, mens andre fødes hos forfærdelige primitive væsener, hvor de i den grad lærer at komme på kant med samfundets love. Er der kun ét liv, er der ikke nogen som helst retfærdighed at se.