Naturens skabelse
246. I naturen ser vi jo den samme skabelse, hvor planterne og dyrene bliver omdannet fra en primitiv tilstand eller struktur og udviklet til en højere tilstand og frem til et færdigt resultat, der er til glæde og velsignelse for levende væsener. Hvorfor skulle menneskene være en undtagelse? Man har ikke det mindste grundlag for at mene, at menneskene skulle være en undtagelse.
      Hvis vi skulle tro, at der kun var ét liv, ville de nuværende mennesker og den tilstand, de lever i, være skrigende langt borte fra at være tryghed, lykke, fred og harmoni. Det ville være en eneste stor angsttilstand, stor frygttilstand, en stor sygdomstilstand, en stor lidelsestilstand, en stor bitterhedstilstand.
      Med flere liv forstår man, at et liv er et led i denne udvikling. Vi ser, hvordan menneskene har udviklet sig frem til den nuværende tilstand, og hvordan de udvikler sig videre. Menneskene gør erfaringer, de får viden. Lidelsen påvirker dem og giver dem en overordentlig stor human udvikling, så de efterhånden får en evne, der bevirker, at det, de før kunne nænne at gøre, kan de ikke mere nænne at gøre. Når de tidligere kunne nænne at gøre forkert, var det, fordi de ikke vidste det sjæleligt, men det får de sjæleligt at vide igennem lidelsen. Den sjælelige viden, de her får, bestemmer væsenets sande natur, dets sande karakter. Den sjælelige viden er ikke en overfladisk viden. Når der er tale om flere liv og reinkarnation, ser vi, at det er så kolossalt i kontakt med naturens processer.