Grand Kursus
Kredsløbets fire årstider
247. Vi har set, at alle energimanifestationer danner kredsløb. Disse kredsløb har fire årstider, hvilket vil sige fire særlige, kontrastrige stadier.
      Døgnet har disse fire stadier. Midnat eller natten er kulden og mørket, det er søvnens og dødens tid. Middagen er livets højeste udfoldelse, lyset og varmen. Morgenen er en tilstand mellem natten og dagen, mellem mørket og lyset. Aftenen er en tilstand mellem lyset og mørket.
      Året har de samme principper, og materien har de samme principper, fast, flydende, luftformig og stråleformig materie.
      Der findes ikke noget, der står stille, alt er på vej til en anden tilstand. Selv om dette hus her måske kan stå i 100 år eller 200 år, sker der alligevel en daglig forvandling. Hvert eneste sekund sker der en lille forvandling. Alt er på vej til en anden tilstand, alt er i kredsløb. Bladene, der falder af træerne om efteråret, går over i kredsløbet og er med til at skabe det nye løv og frugter. Alt er i bevægelse, alt udvikler sig videre.
      Når alt således er indordnet i kredsløb, så må det jo også gælde for den menneskelige tilværelse og dyrenes tilværelse. Vi ser nemlig, at en normal menneskelig tilværelse fra vugge til grav også har de fire årstider. Der er jo også en vinterzone, det vil sige barndommen. Det lille barn har livskimen i sig, men det har ikke noget løv, der er ingen bevidsthed omkring det. Barnet er ligesom det bladløse træ i skoven, men så vokser det frem. Livet inden i det vokser frem, og det begynder at få krone, at få blade og få løv, og det vil sige, at det begynder at nå frem til at få viden og evner til at manifestere sig. Det er ungdommen. Det er foråret. Derefter når mennesket frem til manddommen, hvor det står i hele sin fulde kraft, ved hvad det vil, og hvad det kan. Det udfolder sig helt, og det svarer til middagen, det svarer til sommeren. Efteråret svarer til alderdommen, der svarer til aftenen.