At finde det evige liv
250. Bibelen taler om et evigt liv, men der kunne jo aldrig nogen sinde være noget evigt liv, hvis man skulle være begyndt ved undfangelsen i moders liv. Man ville i så fald altid være så og så gammel. Man ville altid være tids- og rumdimensionel, man ville være en ting ligesom de andre ting, der er skabt, og det passer jo ikke med et evigt liv.
      Kristus talte også om et evigt liv, men han kunne ikke tale om et evigt liv, hvis der ikke var et evigt liv. En tids- og rumdimensionel tilværelse kan ikke udtrykkes som et evigt liv. Man kan måske tale om en uendelig fremtid, men den er ikke uendelig, for når den har en begyndelse, kan man hele tiden måle, at den ville være så og så gammel.
      Kristus sagde, at de, der fulgte ham, ville arve det evige liv. Det står der ganske rigtigt i Bibelen, og det vil sige, at man arver kendskabet til, at man er et evigt væsen. Det er det, der menes. De, der følger Kristus, vil arve det evige liv. De, der følger Kristus, gør jo det samme som de, der i åndsvidenskaben søger oplysning om livet, om væremåde, om Guddommen, om retfærdighed. Den, der søger, kommer til at finde, og så kommer man til at finde det evige liv. Man kommer til at finde, at man selv er et evigt væsen, at man selv er selve evigheden og uendeligheden. Det er menneskets væsen. Jeget er det evige i mennesket. Det er det, man kommer til.