Naturens forvandling af mennesket
254. Vi er nu blevet fortrolige med, at mennesket er et væsen, som står på en udviklingsstige, som vokser fra en primitiv ind i en mere fuldkommen tilstand. Naturen omskaber ikke noget pludseligt, så det er helt forvandlet. Det sker igennem ganske mikroskopiske trin, som er ganske usynlige. Forvandlingsprocesserne er mindre end atomet, og derfor kan man ikke se forvandlingen. Men når nu naturens forvandling sker over lang tid, kan man begynde at se, at tingene efterhånden forandres. Når mennesket nu er under en sådan forvandling, vil det altså sige, at det må have noget af den tilstand, det er vokset fra, og det må have noget af den nye tilstand, det kommer ind i. Sådan må det være, ellers ville det ikke passe. Jamen det er jo det, det gør. Vi har alle sammen lært om det onde og det gode. Vi har alle evne til at kunne fortryde en handling, vi har begået. Bagefter kan vi fornemme, at det ikke var rigtigt, at det ikke var godt at gøre det, at det ikke var godt at opleve virkningerne. Vi har været årsag til virkninger, som vi ikke kendte til, men de kom bagefter og fortalte os det.
      Mennesket har altså to naturer i sig. Det har i sig en døende tilstand, som livet vil ændre, som livet vil fjerne, og så har det i sig den begyndende nye tilstand, som livet vil bygge ind i væsenet. Kan væsenet komme til at forstå det, kan det selv støtte den nye tilværelse, som naturen vil indføre i det. Det kan selv være med til at skubbe den tilstand ud, som naturen vil have ud af mennesket. Det er da en mægtig stor fordel at vide det, i stedet for at gå rundt og være uvidende og handle og træde i blinde. Der er et ord, der siger, at dåren træder der, hvor englene ikke tør træde. Det er jo det, man må regne med, at menneskene gør.
      Man må også huske på, at den nye mentalitet er ganske anderledes end den, vi kommer fra. Der må være en modsætning, ellers betyder det jo ikke noget. Hvorfor i alverden skulle vi ind i en anden tilværelse, hvis vi ikke kunne gøre os af med de bærende dyriske principper? Den tilværelse, vi kommer fra, er jo dyrisk. Vi kender den godt, og den er kompromitterende for mennesket. Et menneske, der dræber og myrder dyrene og æder deres kroppe, er da vældigt i familie med dyrene.
      Det er denne tilstand, naturen vil have ud. Men når menneskene nu med vold og magt holder på den, bliver det sværere for naturen. Det bliver sværere for Gud at modellere mennesket om.
      Det, der begynder at blive indbygget i mennesket, er dette, at det begynder ikke at kunne nænne at gøre ondt. Det synes, at det onde er noget kedeligt noget. Det begynder ikke at kunne være hidsigt, det begynder at finde sig i alting. Et sådant menneske bliver betragtet af andre som en særling, som et menneske, der er tosset. Men det gør ikke noget. Det betyder ikke noget, hvad dåren siger. Det spiller ingen rolle, hvad det menneske siger, der ikke ved noget om tingene. Derfor er det vigtigt at komme til at forstå den handlemåde, som er gældende.