Den dyriske og den menneskelige væremåde
255. Den gældende handlemåde er dels dyrisk og autoriseret ved lov- og retsvæsen, ved dommere og politi, og dels menneskelig. Den menneskelige handlemåde er også fremme, den er også autoriseret. Det hele er altså noget blandet. Men når et stadium ikke er færdigt, er det tåbeligt at bedømme det som færdigt. Da er det tåbeligt at sige, at noget er skrigende uretfærdigt, at noget er djævelsk osv. Det er det samme som at bedømme et ufærdigt hus som færdigt. Der vil man da få et sært facit. En bil uden hjul er ikke bygget færdig, og hvis man anser den for at være færdig, vil man også få et tosset facit. Man må komme bort fra det tåbelige facit, at det er et færdigt billede, vi ser, at det er en færdig tilstand.
      Menneskene er ikke færdige, og når de ikke er færdige, kan de ikke være så fuldkomne, som når de er færdige. Derfor må vi lære at finde os i det ufærdige. Det er tåbeligt, og det nytter ikke noget, at man bliver vred og bitter på mennesker, fordi de ikke er færdige, fordi de ikke handler som et fuldkomment menneske. Ethvert menneske er nødsaget til at måtte handle efter den begavelse og den forstand, det i øjeblikket har. Den viden og de erfaringer, man først får i morgen eller om ti eller tyve år, kan man jo ikke handle efter i dag. Det betyder også, at i dag kan andre mennesker heller ikke have de erfaringer, som de først får senere.
      Det er det svære punkt, for menneskene lever i den skrækkelige overtro, at vi står på det samme trin, og det gør vi jo slet ikke. Vi er ikke lige færdige alle sammen. De, der er mere færdige, kan naturligvis optræde anderledes end dem, der ikke er nær så færdige. De, der har meget dyrisk i sig, må i højere grad befordre den dyriske væremåde. De, der har meget menneskeligt i sig, må i tilsvarende grad befordre den menneskelige væremåde. Vi ser således, at dyriske og menneskelige væremåder mere eller mindre er blandet. Det er det, vi må lære at iagttage, for ellers kan vi ikke blive nogen retfærdig dommer. Vi skal lære at være dommer.
      Vi ved jo, at Kristus, det fuldkomne menneske, skulle sidde ved Faderens højre hånd og være med til at dømme levende og døde. Det betyder ikke, at der er en trone ude i universet, hvor Kristus alene skulle op at sidde ved Gud. Men det betyder, at hvert eneste levende væsen skal blive ét med Guddommen, det skal dømme på samme måde som Guddommen. Det, at dømme, er ikke det at dømme til døden, til straf og undergang, men derimod at se sandheden alle vegne, i en hvilken som helst ting, enten den nu hører til det behagelige eller til det ubehagelige.
      Ved at kunne se sandheden kommer man til at bedømme rigtigt, og det er denne evne til at dømme rigtigt, menneskene nu vil blive udviklet i. Ligesom de er blevet dygtige til at dømme rigtigt i de materier, som de skal bruge til at bygge fysiske ting op af, sådan skal de også blive dygtige til at bedømme materier, som de skal bygge deres væremåde op af.