Grand Kursus
Symboler og billeder
Kain og Abel
256. Billedet, der viser Kain og Abel fra Bibelen, er et symbol på det dræbende princip. Det er let at se, at naturen ikke har ført disse to smukke ynglinge, disse dejlige kroppe, frem til denne tilstand, for at de skal knuses. Lige så lidt som menneskene bygger et hus, for at det skal rives ned og ødelægges, lige så lidt laver naturen sådanne smukke kroppe, for at de skal slås ihjel.
      Vi skal ikke blot se på naturen i det ydre, men også på den evige natur, på jeget i Kain. Det er jo denne natur, der afslører, at mennesket ikke er et færdigt væsen. Det har den dyriske bevidsthed i sig, og derfor må det være kommet fra dyret. Mennesket er begyndt at få noget menneskeligt i sig, men det er ikke nær tilstrækkeligt til, at det kan fremtræde som et færdigt menneske. Det manifesterer stadigvæk dyrets principper. Når det ikke kan klare sig, dræber og myrder det. Det er egoistisk og tilraner sig sit velvære på andres bekostning.
      Vi ser, at det dyriske princip er gældende i alle mennesker uden undtagelse, for så vidt de da ikke har nået den store organiske proces, som jeg kalder den store fødsel, der er Kristi genkomst i det enkelte menneske. Mennesker, der ikke har opnået denne tilstand, har altså stadig noget af det dyriske i sig, selv om de også kan have meget af det menneskelige i sig.