Jesu korsfæstelse
26. Her har vi fundamentet for den kirkelige kristendom, altså den form som kristendommen tog. Det var dette, at Jesus blev korsfæstet for menneskenes synder. Fordi dette menneske her på billedet blev korsfæstet, ville vi alle over hele verden kunne blive fri for at få virkningerne af vore handlinger, ligegyldigt hvor slette vi har været. Tyve, røvere, mordere og bedragere kan vandre ind i paradiset, fordi Kristus har ladet sig korsfæste. Man skal blot minde Gud om, at man i Jesu navn beder om at få syndernes forladelse, og så får man den af nåde og barmhjertighed.
      Er det ikke en mærkelig tilstand, at denne guddom ikke kan forlade synderne, uden at dette uskyldige væsen skulle korsfæstes? Det kan ikke passe med en virkelig logisk tilstand. Man kan da heller ikke indføre en sådan tilstand i det jordiske retsvæsen. Lad os sige, at en mand, der har begået et mord, bliver dømt til livsvarigt fængsel eller henrettelse, og så kommer hans bror og siger: "Må jeg ikke? – Jeg vil gerne tage hans straf". Så kan man da ikke forestille sig, at dommeren siger til den skyldige: "Nå ja, så går De bare fri".
      Man lader ikke røveren blive fri, fordi broderen eller et andet menneske vil tage hans straf. Men det gør man altså i den kirkelige tro. Her synes man altså, at det er udmærket, at dette væsen kom til at lide for menneskenes synder. Men udviklingen fører med sig, at det udviklede menneske ikke vil have, at noget andet menneske skal lide for de fejl, man selv har begået. Da siger man: "Lad mig hellere, jeg vil gerne tage konsekvenserne af mine egne handlinger". Det er da det eneste tilfredsstillende for det udviklede menneske. Et menneske, der ikke har denne indstilling, er ikke et udviklet, men et primitivt menneske. Men der er mange mennesker, der er blevet lykkelige ved troen på, at de har kunnet få syndernes forladelse, fordi Kristus ved sin død har lidt for dem. Han har taget den straf, som de ellers skulle have, og så kommer jo nadveren og sakramenterne osv.
      Man har ikke været i stand til at finde ud af, hvordan den virkelige forklaring måtte være. Man kendte ikke til reinkarnation, man kendte ikke til de felter i naturen, der viser det. Man var nødsaget til at måtte danne sine forestillinger og begreber ud fra det lille, primitive erfaringsområde, man havde. Man følte, at det måtte være løsningen, og det var da også den løsning, der måtte gives menneskene i den epoke. Men nu er denne epoke ved at være forbi, og der er masser af mennesker, der vokser ud af dette. De ønsker ikke at skulle frelses ved et andet væsens korsfæstelse.