Dyrets og menneskets livsbetingelser
276. I dyreriget er det en livsbetingelse at dræbe for at leve, men nu er vi blevet ført frem til mennesketrinet til den epoke, inden for hvilken der begyndte at udvikle sig et menneske i os. Det gjorde, at vi blev mennesker, således at vi er forskellige fra dyrene. Livsbetingelsen forandrede sig, vi begyndte at blive omformede til en tilstand, hvor vi ikke skulle være optaget af at myrde og dræbe for at kunne eksistere, hvor det ikke længere skulle være det vigtigste, det helligste eller målet for vort daglige liv. Det var det jo under den nordiske gudelære og de første primitive former for religioner. Der var det dræbende princip og den endnu dyriske mentalitet i overvægt i mennesket. Men efterhånden vokser der en anden bevidsthed frem. Denne bevidsthed udvikler sig igennem logisk tænkning og intellektualitet.
      Logisk tænkning bliver således menneskets højeste forsvar og dets virkelige fundament for tilværelsen, men sådan var det ikke for dyret. Det havde ikke nogen evne til at tænke, det havde ikke anden udvej end at forsvare sig. Dyret kunne jo ikke skabe ikkeangrebspagter med andre væsener. Det kunne ikke snakke sig fra noget eller indgå overenskomster. Det ligger jo ikke til dyret. Men mennesket har fået en ejendommelig stor evne, et stort sjæleliv, som det har side om side med alt det, som det skal ofre på det fysiske livs tilværelse. Mennesket har altså en tilværelse ved siden af, nemlig en stor bevidst åndelig tilværelse.