Det dyriske område i menneskets bevidsthed
278. Det kan jo ikke nægtes, at i bevidstheden findes det dyriske og det menneskelige side om side, men vi skal forstå, at det ikke er noget, man skal ærgre sig over. Man skal ikke blive bitter og vred på den regering, på de politikere, på de folk osv., for det har vi ikke det mindste med at gøre. Hele dette område med udviklingstrinene bestemmes af naturen selv, af Guddommen. Det ligger ganske uden for den menneskelige viljeføring.
      Selv om man aldrig så gerne ville og med hele sin sjæl ønskede det, kan man i dette øjeblik ikke være et kristusvæsen. Det er ganske udelukket. Man kan heller ikke være en virtuos på det eller det instrument, selv om man aldrig så gerne ønskede det. Således kan det heller ikke hjælpe, at man vil have, at det og det menneske skal være virtuos i menneskelig tilværelse, i menneskelig opfattelse og i menneskelig væremåde. Det er jo ganske tåbeligt, men ikke desto mindre er det denne tåbelighed, der eksisterer. Det har ikke noget med logisk tænkning at gøre. Her ser vi igen, at inden for det dyriske område er vreden, hadet, antipatien og kritikken det herskende.
      Det dyriske område, der ikke har med logisk tænkning at gøre, er befordret ved et organisk anlæg. Når et menneske kommer i affekt i bestemte situationer, sker det på akkurat samme måde som hos dyret i tilsvarende situationer. Når dyret står over for et andet dyr, som det skal have til føde, mobiliseres alle dets kræfter, hårene rejser sig, halen svinger, og det farer over sit bytte. Det er denne affekt eller tilstand, der endnu går igen i det hidsige og vrede menneske. Det udløser sig i had, bitterhed mod den og den, men det har ikke noget med logisk tænkning at gøre. Det tænker nok, at det har han godt af osv., men sådan er det ikke. Det er jo en ganske fejlagtig tilstand.
      Når man bliver vred på et andet menneske, er det, fordi dette menneske ikke er, som man selv gerne ville have, det skulle være. Men det kan jo ikke nytte, at man vil have, at det skal være anderledes. Det må være, som det er, og der er vi ved skæbnens rod. Her er det, at vi kan regulere skæbnen. Vi må have denne overtro ud af verden, at de andre er skyld i det og det. De er skyld i, at det gik sådan, og de er skyld i, at jeg fik det sådan, og de er skyld i det og det. Det er skrigende ulogisk, skrigende usandhed. Overfladisk set er de nok skyld i det, men de var redskaber for at udløse denne handling. De gjorde det måske også bevidst, men det var jo en følge af det trin, de stod på. Det er, fordi de endnu på et vist felt har det dyriske område i sig, og der må de jo endnu udfolde disse anlæg. Der opstår en organisk mobilisering, som de må udløse. De må tænke sådan. Hvis de havde været mennesker, der slet ikke havde det dyriske i sig, ville de aldrig have optrådt sådan over for en.