Grand Kursus
Intet fuldkomment kan skabes uden at være baseret på logik
279. Et menneske må jo repræsentere det trin, det står på. Det kan lige så lidt gøre ved sin handlemåde, som det kan gøre ved, at det har blå eller brune øjne. Derfor er det så tåbeligt at blive vred, at skabe fjendskab. Det er jo derfor, at jeg viser alle de billeder og symboler. Alle disse foredrag er kun baseret på en eneste ting, nemlig at vise, hvordan livet fortæller, at det er tåbeligt at have vredesbølger og skabe antipati imod andre. Det sker fuldstændig på grund af en ulogisk tilstand. Det er katastrofer, der indtræder, akkurat som katastrofer indtræder de steder i den moderne teknik og kemi, hvor der er brist i logikken.
      Alle de kunstneriske skabelser og tekniske fuldkommenheder, som findes i den moderne skabelse omkring os, er jo alle baseret på en fuldstændig logisk tænkning, en logisk forud udarbejdet plan. Hvis der er logiske brist, så sker katastroferne.
      Intet kan skabes og være fuldkomment, uden at det må være baseret på logik. Men hvad er så logik? Logik er et kendskab, en viden om den absolutte sandhed i de givne felter, som man skal arbejde i. Dengang man ikke havde universiteter, skoler og læreanstalter, kunne man ikke lave flyvemaskiner eller bygge moderne huse eller biler, som vi nu har. Ja, man kunne ikke engang lave en moderne klædning, man kunne ikke lave noget af alt det, vi nu laver.
      Men der, hvor menneskene nu har fået logisk tænkning, begynder de at overvinde kræfterne og blive herre over en masse ting. Jamen det er jo den begyndende menneskelige bevidsthed. Det var denne logiske tænkning, der hævede dem op til at være dyret overlegent. Hvorfor så slæbe rundt med denne anden side, som skaber forrådnelse inde i denne nye bevidsthed? Hvorfor ikke bekæmpe denne vrede? Ja, det er menneskene også villige til, når det går op for dem, hvor ulogisk og tåbeligt det er at udløse sådanne handlinger.