Grand Kursus
En handling på det fysiske plan indebærer mere end det, vi kan se
281.
Igennem disse billeder og symboler, som jeg har vist, er vi kommet frem til at forstå, at en handling på det fysiske plan indebærer mere end det, vi kan se.
Man kan se, at der blev begået et mord på den og den måde, og så tænker man ikke mere over det.
Når væsenet ligger dræbt, og morderen måske er arresteret, tænker man ikke på, at der er sket mere.
Men der er sket meget mere, for dette mord er en bølgelængdes udformning, akkurat ligesom en radiobølge sendes ud med musik, tale og foredrag.
Det kan sammenlignes med, at en foredragsholder begynder at tale, ordene bliver frembragt, de kan høres, og de går ind i mikrofonen, og så høres de ikke længere.
Men de er til stede, og de kan fremkaldes til lyd igen, når man har et apparat, ved hvilket bølgelængderne kan komme frem til det materielle plan.
Det er akkurat ligesom med alt det andet, vi gør.
Vi er elektriske udladninger, vi udsender stråler og bølger.
Hvis der ikke var det bag ved min tale her, så var den jo kun spektakel.
Så ville De ikke gå et skridt for at høre på det.
Det er jo ikke for min tale, men det, min tale udtrykker.
Det, min tale udtrykker, kan De jo ikke se.
Det oplever De med noget andet, og det er bølgelængderne.
Jeg udsender ord med hver sin bølgelængde.
Ordet "ja" har sin bølgelængde, "nej" har sin vibration eller sin særlige struktur, og disse strukturer kender De, og det overføres så til tanke.
Når nu der foregår en handling, et mord, så vil dette mord fuldstændigt gå ud i æteren, ud i rummet, i det kosmiske rum i denne struktur, og det kan så på et givet tidspunkt blive modtaget af et apparat.
Det kan være mennesker, der er i nærheden af det menneske, der har sendt det ud.
Sådan vil det jo altid udløse sig, og der opstår så denne krigstilstand eller denne sindstilstand, der frembragte mordet på den anden.
Den opstår nu i det menneske, og det myrder så igen morderen.