Virkningerne af de dyriske anlæg i det moderne menneske
284. De dyriske anlæg i menneskene er ikke mindre farlige end de dyriske anlæg i tigeren og løven, ja, de er undertiden meget farligere. Derfor er det jo rimeligt, at man må beskytte sig imod disse anlæg. Men i denne beskyttelse må der ikke være mord, drab, vrede, had og hidsighed. Der må være forståelse af, at de ikke kan være anderledes.
      Det kan ikke nytte, at vi bliver rasende på en tiger, fordi den tager et af vore lam eller får, for det er dens naturlige tilværelse. Det er det samme som at blive rasende på solen eller på regnvejret eller på kulden, fordi det ikke passer ind i ens tilstand. Så tåbelig skal man da ikke blive ved med at være. Men ikke desto mindre er menneskene så tåbelige i de områder, hvor der er dyrisk mentalitet i bevidstheden, fordi da kommer de i denne vredestilstand, når der sker noget. Det at komme i denne vredestilstand er netop en slags redning for dyret, fordi det ikke kan tænke logisk. Der er kun at slå ned med det samme. Der er fare på færde, og så må det forsvare sig.
      Men det er mennesket efterhånden for udviklet til, og derfor kan det jo også fortryde. Det har jo denne meget fine, sarte del i bevidstheden, der er det menneskelige. Det kan ikke være lykkeligt i det dyriske. Det kan ikke tåle at være vred. Menneskene er så langt fremme, at der er ingen, der er lykkelige i det dyriske. Når det dyriske rigtigt tager fat i dem, og de har mange af den slags udfoldelser, er de også deprimerede og ulykkelige og har samvittighedsnag, komplekser, mindreværdskomplekser osv. Sådan gør en mangfoldighed af tilfælde sig gældende hos det moderne menneske, fordi det kun kan være lykkeligt i den menneskelige side i sin natur.
      Den menneskelige side er det at have glæde ved kunst og litteratur, glæde ved naturen, glæde ved alle de mange ting, som dyret ikke har forstand på. Der er måske også glæde ved et lykkeligt ægteskab. Der er en masse glæder, som den menneskelige bevidsthed er indstillet på. At være i dejlige huse, at have en dejlig livsgerning, er også glæde. Men den glæde kan ikke eksistere side om side med had og bitterhed og vrede mod arbejdskammerater, vrede mod de overordnede eller vrede mod underordnede osv. Det nager og piner, og det ødelægger, og det er altså det, som i menneskets bevidsthed bliver til forrådnelse, og som man så kan tage sig i agt for.