Grand Kursus
Kristusbevidstheden er baseret på fuldkommen viden og logisk tænkning
287.
Da det er farligt, at man bliver vred og hidsig og har dyriske tendenser, må man selv med sin forstand søge at beskytte sig imod det.
Men det kan man ikke beskytte sig imod ved at slå ihjel.
Sådan vil man måske i øjeblikket beskytte sig, men så kommer dette drab tilbage til en, fordi man skal bruge den logiske tænkning.
Der er ikke noget med, at for mennesker er der undskyldninger.
Det, at vi ikke ved det, er ingen undskyldning.
Det er netop derfor, vi får virkningerne.
Der, hvor vi begynder at vide det, handler vi jo ikke på den måde.
Der laver vi ikke de onde handlinger.
Det er jo gengældelsen, smerten og lidelserne, vi netop får.
Der, hvor vi er vidende og kender den fulde sandhed, kan vi bruge det.
Der er hele vor bevidsthed baseret på den logiske tænkning.
Når Kristus siger, at du skal elske Gud over alle ting og din næste som dig selv, er det jo alt sammen begrundet på den fuldkomne viden i de felter.
Det er ikke en løs følelsesmæssig udtalelse, noget fantastisk udtalt i ekstase, men det er en fuldstændig klar hjernebevidst videnskab i kristusbevidstheden.
Et menneske, der er nået op til dette fuldkomne stadium, kristusbevidsthedsområdet, slynger ikke fantastiske udtalelser ud.
Det er jo hele tiden baseret på den fuldkomne viden, og dets handlemåde er den fuldkomne logiske tænkning ligesom ingeniørens og arkitektens eller andre tekniske eller fysiske skabere.
Så vi ser, at der ikke er noget ondt.
Vi forstår ordene "alt er såre godt", som man i Bibelen lader Gud sige, da han har skabt verden.
Det er denne guddommelige fornemmelse, vi må have, fordi den beskytter imod forrådnelse.
Den underminerer det dyriske og får det til at forsvinde ud af bevidstheden.
Der, hvor vi har viden, kan det onde ikke leve.
Der, hvor vi ikke har viden, bliver vi rasende, hidsige og tossede.
Det er lidt kendemærket på, om et menneske tænker logisk i det felt.
Der, hvor det er hidsigt og rasende, er det ikke logisk tænkende.
Der kan det lige så godt sige: "Ja, her kan De se, jeg har engang været nede på løvens stadium, og det er det, jeg har lidt af endnu".
Det burde det menneske med sandhed jo kunne sige, hvis det kunne forstå det.
Det er det, vi må bort fra.
Vi må bekæmpe denne dyriske tendens, vi må hindre den i at opstå i bevidstheden.
Det med at ville have ret, at ville have de andre slået ned, at mene, det er dem, der er onde, der er de skyldige, alt det må vi bort fra.