Bibelens symbolsprog, Adam og Eva og syndefaldet
288. Der er også noget andet, vi skal ind på her. Vi har jo set, at udviklingen foregår på en bestemt måde, og vi har allerede beskæftiget os med meget mere end det, Bibelen har lært menneskene. Igennem vor beskæftigelse med naturen har vi med vor tænkeevne set på de realiteter, som vi står overfor. De har nu vist os, at der i universet er et levende noget, at dette noget har en skabeevne, at det har resultater, at det har et mål med de levende væsener. Alt det har vi været inde på og set det ud fra naturens egne processer.
      Vi har set, at vi også selv er et levende noget. Vi har ligeledes en overbevidsthed, der er uden for tid og rum. Skaberen kan ikke være identisk med det skabte. Skaberen er jo ophavet til det skabte, som er det eneste, der kan sanses. Derved bliver skaberen selv uden for det sanselige, højt hævet over at kunne iklædes karakter, iklædes at være sådan eller sådan. Ingen analyse passer på skaberen. Skaberen skaber jo alt det, vi kan opsætte som analyser. Det skabte er ikke nogen analyse af skaberen, for skaberen må jo være til før det skabte.
      Noget af det, vi har set, passer med Bibelen. Den fortæller jo, at i begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, og det skabte han på seks dage, og den syvende dag var en hviledag. Men vi kan jo se, at det er seks store udviklingsepoker, og så står der jo også noget om, hvordan mennesket blev til. Gud skabte Adam af ler, og vi ser, at der var en paradishave.
      Efter Evas skabelse opstod der noget, der hed syndefaldet, og da er der kommet den overtro frem, at det var kvinden, der var tale om. Der er ikke tale om kvinden, det var lige så godt manden. Evas skabelse er ikke skabelse af bare en kvinde eller et hunkønsvæsen, det er derimod skabelsen af de to køn, hankøn og hunkøn, og det resulterede så i syndefaldet. Da Eva blev skabt, opstod syndefaldet.
      Vi er nu kommet så langt frem, at vi godt kan se alle disse ting. Vi kan med vor fulde klare bevidsthed se, at de udtryk, Bibelen fremkommer med, er symbolske udtryk, der er fremstillet til mennesker, der endnu ikke kan forstå eller tænke logisk. Det er lavet i billeder inden for de felter, som de kunne forstå, og der vil jeg gerne gå ind på dette med syndefaldet.
      Så længe menneskene ikke forstår, at alt er såre godt, og det hele er en guddommelig plan, så er det klart, at alt det, de ikke kan lide, hører ikke Gud til, det hører djævelen til. Det er noget, der ikke skulle være i universet, og Bibelen har da også taget stor afstand fra det og kalder det for det onde og siger, at slangen forførte Eva osv. Se, det er alt sammen udtryk, der viser, at det er set ud fra en tilstand, hvor mennesket er kommet så langt frem, at det onde begynder at være generende for det. Det kan ikke lide, at der er noget ondt, men det ved ikke, hvorfor det er der, og det ved ikke, at det er noget, der skal være der.