Grand Kursus
Det store seksuelle princip, der ligger bag alle kredsløb
289. Nu ved vi jo, at det hele går i kredsløb. Vi ser døgnets kredsløb, det ene døgn går efter det andet. Det ene år går efter det andet, og det ene jordliv går efter det andet. Materien skifter i forskellige stadier. Det hele skifter. Vi er kommet til at se, at de levende væsener også er noget, der gentager sig, og vi er også kommet til at forstå, at der ikke kan være en virkelig absolut begyndelse.
      Et evigt væsen kan da ikke have en begyndelse et sted, og når vi er evige væsener, så måtte vi have været fuldkomne for længe siden. Hvorfor er vi ikke blevet det? Og hvis vi ikke er det, kan vi ikke, som Bibelen siger, blive evige væsener, fordi så vil vi altid have en alder. Når vi er begyndt, må vi have en alder, for så kan man måle fra det sted, hvor man begyndte, og så frem til det sted, hvor man står i dag. Så det er ingen evig tilværelse.
      Men vi er kommet til at se, at vi har denne evige tilværelse, og at vi nu befinder os i et særligt stadium fra et primitivt stadium til et særligt stadium, hvorfra vi skal vokse videre. Men hvordan går det til? Det kan da ikke være noget, der har varet evigt, for så ville vi da være blevet meget fuldkomnere for længe siden. Vi ser jo tydeligt, hvor raskt det går her i de stadier, vi kan se tilbage på. Men der vil vi så komme frem til det store princip, der gør sig gældende og danner kredsløb.
      Der er et stort princip, der danner kredsløb. Det er helt ned til dag og nat, helt ned til at vore jordliv er inddelt. Dette store princip ligger uden for tid og rum, det hører med i den evige guddommelige struktur. Det betinger dette kredsløb og er altså det store seksuelle princip.
      Af det seksuelle princip kender menneskene ikke andet end en lille bitte del. De kender kun den del, som de selv har med at gøre, som bor i dem, og det er den del, der befordrer organismernes forplantning, og at de enten er et hankønsvæsen eller et hunkønsvæsen. Men det seksuelle princip er et meget større princip, for det befordrer, at alle naturlige processer føles som velbehagelighed.
      Alle naturlige processer er baseret på en seksuel fornemmelse. Når vi er sultne og så får noget mad, er det en behagelig fornemmelse, men den er også baseret på det seksuelle princip. Det samme er tilfældet, hvis vi har trang til afføring, og det går godt, er det også en behagelig fornemmelse. Sådan vil alle naturlige processer være behagelige fornemmelser.
      Det er ikke blot den seksuelle udløsning med det andet køn, der er en behagelig fornemmelse – hele vort liv er seksuelt. Når vi føler en kærlig tanke for det og det menneske, eller en vældig sympati for det og det, er det jo det samme store princip, der udløser sig. Når man skal elske sin næste som sig selv, jamen så er det jo det samme princip.
      Det seksuelle princip kan ikke eksistere tomt i luften, det må eksistere i kraft af organer, ligesom vort syn ikke kunne eksistere, uden at vi havde organer, uden at vi havde øjne. Vi kunne ikke høre, hvis vi ikke havde organer til det. Således kunne man heller ikke være hankøn eller hunkøn uden at have organer. Men man kan virkelig heller ikke være det fuldkomne menneske, hvis man ikke har organer for den fuldkomne menneskelige tilværelse. Det må man begynde at tænke på.