Adam i salighedsriget, mineralriget og planteriget
291. Adam er udtryk for de levende væsener på det stadium, hvor de har passeret igennem de højeste verdener og har kulmineret i de højeste oplevelser af fuldkommenhed. De har været så længe i denne verden, at de ikke mere har nogen særlig erindring om mørket. De aner ikke, hvad ondt er. De aner ikke, at de har levet i godt og godt, og at de er gode. De ved ikke andet. De er degenereret i denne godhed, for jo mere de tabte erindringerne om mørket, desto mindre kunne de kende forskel, desto mindre kunne de skabe, og derfor blev de efterhånden til sovende væsener.
      Disse sovende væsener var i deres hukommelsestilstand på det åndelige plan. De inkarnerede i det rige, jeg kalder salighedsriget, et stort tankerige, der består af deres egne erindringer og tanker fra denne tilstand. De har ikke nogen bevidst manifestation udadtil, men de har altså en udløsning udadtil i materien, og denne udløsning skaber det, vi kalder mineralmaterie. Men da der ikke er nogen bevidsthed i mineralmaterien, kan den ikke mærke noget. Det er derfor, vi kan klippe vore negle, klippe hår uden at mærke noget. Det er derfor jern, stål og kobber er livløst. Men det er ikke livløst, energierne i det, kraften imellem tomrummet i atomerne, kommer fra levende væsener, fra det kosmiske plan. Men det skal jeg komme ind på i et andet foredrag.
      Men Adam er altså udtryk for de væsener, der er i salighedsriget og som skal ind i planteriget. Her begynder skabelsen af den fysiske organisme, igennem hvilken de skal kunne sanse på det materielle plan. I planteriget kan de begynde at ane, de kan ikke se noget virkeligt, men de kan fornemme eller ane behag og ubehag. De kan ikke ligefrem fornemme smerte, men de kan fornemme, at noget er ubehageligt, noget er behageligt, og det gør jo straks, at de begynder at drages imod det behagelige. Sådan begynder de svageste bevidsthedstendenser at drages imod det behagelige og frastødes af det ubehagelige.
      Vi ser, at planten åbner sig for morgensolen, og vi ser, hvordan den lukker sig for nattekulden. Planteriget er altså paradisets have, og planterne er Adam i denne tilstand. Der står det jo, at der var fred og harmoni i paradisets have, og det er symboliseret ved, at løven lå sammen med lammet osv. Det er jo et symbolsk billede, der var fred, og det er der selvfølgelig i det kosmiske væsen, der endnu er inkarneret i planten. Det har ikke nogen ydre bevidsthed, fordi den er degenereret, og derfor er det nu nede på at skulle begynde på et nyt stadium.