Grand Kursus
Fornyelsen af livsoplevelsen og dragningen til det modsatte køn
292. Dette degenererede væsen skal have sin livsoplevelse fornyet. Den livsoplevelse, som det har haft i lange tider, og som nu er degenereret, skal fornyes, og det kan kun gøres ved, at dets seksualitet forandres, og det sker altså ved polerne. Væsenet har i sig to poler, den maskuline og den feminine. Men da de to poler er i balance, skal der skabes en forandring, så bevidstheden igen kan opstå.
      På et givet stadium i planteriget er der en hel masse planter, der er dobbeltpolede. De laveste plantearter er dobbeltpolede, de har begge polerne i sig, han og hun. Men så begynder den ene pol at stagnere. Hos nogle væsener er det den maskuline pol, der stagnerer, og så kommer den feminine pol til at præge organismen, og hos andre er det den feminine pol, der stagnerer, og så kommer den maskuline pol til at præge livstilstanden hos dette væsen, og således opstår hanvæsener og hunvæsener. Det begynder i planteriget, og det kommer frem til sin kulmination i det næste rige, dyreriget. I dyreriget er de to polers kontrastmæssige forhold på sit højeste, og samtidig ser vi jo, at det befordrer kulminationen af det dræbende princip. Det er en livsbetingelse for dyret at måtte dræbe for at leve.
      Væsenet kommer således ind i den fysiske verden ved, at det inkarnerer i fysisk materie og får en organisme, for hvilken det er en livsbetingelse at forbinde sig med et væsen af det modsatte køn. Væsenets ene pol er stagneret, og det fremtræder nu som et maskulint væsen eller som et feminint væsen, og derfor må det forbinde sig med et væsen af det modsatte køn. Denne forbindelse giver dem så en oplevelse af det paradis, de har forladt, en oplevelse, der ganske er et lynglimt af det paradis, de har forladt.