Grand Kursus
Hukommelsesuniverset. Hukommelsesatomet eller hukommelsessolsystemet
Symbol nr. 55
328. Symbolet viser et hukommelsesunivers (indigo farve). I forgrunden ser vi et atom eller en sol med to af sine elektroner eller planeter. Hukommelsesatomet danner sammen med en mængde andre atomer det, der udgør vort skelet, hår og vore negle. Der er altså tale om ikke-beboede planeter, der udgør de mineralske tilstande eller den mineralmaterie, som danner vort skelet, og som styres og ledes igennem vore bevidsthedskræfter. Det er kræfter, der i vor dagsbevidsthed er i forbindelse med hukommelsen.
      Hukommelsen kan have overskud, der laver alt til glæde. Minderne er lykkelige tilstande, og jo længere tilbage i tiden minderne hører hjemme, desto mere lykkefornemmelse fører de med sig. I grundprincippet er hukommelsesenergien en ekstaseenergi, som breder sig i organismen, og som er med til at vedligeholde skelettet. Når det forholder sig sådan, skyldes det, at hukommelsen ikke inkarnerer i materien. Hukommelse er udtryk for en bevidsthedstilstand, hvor dagsbevidstheden udelukkende holder sig på det åndelige plan, det vil sige i væsenets egen indre verden.
      Det lyder jo helt fantastisk, at hukommelsen har med skelettet at gøre, men sådan er det altså. Negle, skelet osv. har ikke noget bevidst liv, i modsætning til organismens animalske dele, der har vågen dagsbevidsthed på det fysiske plan. Vi kan klippe i negle og hår uden at mærke det, fordi det liv, der er bagved, er trukket tilbage og lever i sin indre verden.
      Symbolet viser altså det atomsystem, som danner de mineralske dele i vor organisme, og som holdes i live igennem erindringsevnen, altså den funktion, der sker i form af hukommelse. Den er jo i vældig funktion, og det drejer sig ikke blot om de kære minder, vi har fra fortiden. Vi har oplevet masser af ting, som vi i dag, i morgen og fremover må huske på. Vi skal hele tiden kunne huske, ellers kan vi ikke opleve noget nyt. Når vi kan opleve på ny, sker det udelukkende i kraft af, at vi kan huske og derved genkende.
Symbol af Martinus
Symbol 55
Hukommelsesuniverset. Hukommelsesatomet eller hukommelsessolsystemet