Set fra mikrokosmos ser vi ingen bevægelse i mellemkosmos, og set fra mellemkosmos ser vi ingen bevægelse i makrokosmos
351. Når vi kommer ned i mikroverdenen, sker der det ejendommelige, at alt her i mellemkosmos står stille. Her i vor verden ser vi, at alting bevæger sig, mennesker går, dyr går, mennesker taler, maskiner, tog, flyvemaskiner, alting bevæger sig. Skyerne driver hen over verden, der er storm og blæst, kulde og sne osv., alting er i en vældig bevægelse. Men når vi kommer ned og ser det fra mikroverdenen, så er vi kommet ned i en tilstand, hvor det, som er sekunder her for os, måske er ti tusind år dernede. Derfor kan vi ikke fra mikrokosmos se bevægelser i mellemkosmos, afstandene er så gigantiske for os dernede, så selv om jeg bevæger en arm på et øjeblik, er der måske gået ti tusind år dernede. Tænker man sig et enkelt jordliv for disse væsener, er det jo så lidt, de oplever. Der skal mange, mange sådanne jordliv til for at kunne se, at der i det hele taget er en bevægelse i mellemkosmos.
      Vi har akkurat det samme ude i verdensrummet, der ser vi stjernetåger, der hvirvler rundt. Det vil sige, det gør de ikke for os, de står ganske stille og har stået sådan i hele menneskehedens historie. Det er så at sige ikke til at se, at sådan et vældigt stort system hvirvler rundt, men vi kan på dets bevægelse og form se, at det er i en vældig fart.
      Men hvorfor kan vi ikke se, at det foregår? Fordi vi har så kort et liv. Sekunderne for det væsen eller for den bevægelse i den verden, hvor det finder sted, er måske titusinder eller hundredtusinder af år for os. Blot i løbet af tusind år skal vi have mange liv for i det hele taget at kunne se, at det har bevæget sig en lille smule. Altså kommer det til at stå stille for os. Hvorfor står det stille? Fordi det ikke er den primære verden for vor oplevelse, men her er det, vi kan udvikle os til at kunne rejse i dette område.