Vor ånd kan rejse i verdensrummet
352. For at se bevægelserne i makrokosmos kræves der altså udvikling. Når vi kan se bevægelser her i denne verden, er det, fordi vi er udviklet til at leve her i dette mellemkosmos. Men her bliver vi efterhånden udviklet til at kunne begynde at vandre ned i mikrokosmos og vandre op i makrokosmos. Men det kan vi ikke gøre med hænder eller med maskiner, det kan vi kun gøre med vor ånd. Vor ånd kan rejse i verdensrummet, fordi verdensrummet er ånd. I fysisk materie må man rejse med en fysisk krop. De ser, det er på denne måde, at fremtidens mennesker udvikler sig til at leve åndeligt, og de bliver så trænede i at leve åndeligt, at de ikke mere behøver at være i den fysiske verden, og så skal de ikke inkarnere mere. Det kommer jeg til senere, men det er vigtigt at få fat på, at dette tankeeksperiment ikke er noget helt hen i vejret. Det passer fuldstændigt med atomteorien.
      Alle videnskabeligt indstillede mennesker ved jo i dag, at det hele er bygget op af atomer, og de ved også godt, at atomerne har deres små planeter, at der er et tomrum imellem, det vil sige kun fysisk tomrum. Det fysiske tomrum imellem partiklerne er nemlig fyldt med stråleformig materie. De begynder også at opdage kosmiske stråler, som de nu spekulerer over, hvad mon det kan være. Og det er ikke andet end de åndelige verdeners materie, de åndelige verdeners bølgelængder. Det er fra denne materie, at solene bliver opladet, og at materien bliver omdannet fra den stråleformige tilstand til den fysiske tilstand, hvor den så går igennem sine tre stadier, det luftformige, det flydende og det faste stadium.
      I makrokosmos kan vi se forskellige figurer i stjerneform, i mælkevejsform. Her i mellemkosmos ser vi vore egne mælkeveje i fast form. I mikrokosmos kan vi iagttage meget af det, vi kalder sygdomme, der er besværligheder i kroppen, f.eks. træthed, smerter, lidelser, kræftsvulster osv. Alt det kan vi se, når vi bliver dygtigt trænede, og når det bliver noget dagligdags for os. Da vil vi opdage det ene store, nye terræn efter det andet. Uden at have mikroskoper, uden at have flyvende tallerkener og uden at have noget som helst andet end deres tanke vil fremtidens mennesker vandre hjemmevant i mikroverdenen.
      Videnskaben er ved at begynde at udvikle sig til og at træne sig op til i tanken at vandre i mikrokosmos og makrokosmos. Men videnskabsmændene kan ikke komme længere, for de har ikke de vinger, der skal til. Det er ikke nok at kunne tænke, og de skal stadigvæk holde sig til den fysiske verden. De tør ikke slippe den fysiske verden, og så kan de jo ikke komme længere. De kan ikke slippe den fysiske verden, for den skal være der.
      Den åndelige verden er noget helt andet, det er nemlig den humane udvikling, der skal man jo på bølgelængde med kærligheden, for i verdensaltets tomrum er det primære kærlighed. Det er kun inde på det fysiske område, man har alle de grader, der afviger fra kærligheden, det vil sige alle disse forskellige udviklingsstadier. De er også kærlige, fordi der bagved er en kærlig plan, en kærlig hensigt, og de udløser sig alle i deres slutfacit til at være til glæde og velsignelse for levende væsener.