I mikroverdenen skal atomer, sole og mælkeveje ligge i bestemte forhold til hinanden
354. Det, vi mærker som smerte og sygdom, opstår nede i vor mikroverden imellem disse sole og mælkeveje. De er bygget op til at skulle være i bestemte afstande, være i bestemte figurer og baner. Når jeg f.eks. er bestemt til at have to arme og to hænder, så er det ikke rigtigt, hvis jeg har fire. Det er heller ikke rigtigt, hvis der vokser noget helt andet ud på mig, svulster, vorter osv. Det er jo helt nye systemer, som ikke skal være der, men som klamrer sig til organismen. Fremmede områder i verdensrummet eller i atomverdenen kan knytte sig til systemer eller organismer, hvor de ikke hører hjemme. Det kan de altså dernede. Vi kan også se det, der frembringer ødelæggelser, og det ses som sår på overfladen. Det er i mikroverdenen en verdensbrand, der foregår alt i eksplosion. Atomerne kommer i brand. Det er akkurat ligesom vi ude i verdensrummet kan se, at to mælkevejssystemer kommer for nær til hinanden, og hvordan der opstår en vældig katastrofe. Videnskaben er allerede begyndt at kunne lytte sig til noget støj ude fra verdensrummet. Man vil komme til at opdage meget mere. Der foregår vældige ødelæggelsestilstande i verdensrummet.
      Vi ved også, at kloder, der kommer for nær til hinanden, ødelægger hinanden, fordi deres livsbetingelse er, at de skal være i et ganske bestemt forhold til hinanden. Det er omtrent det samme her i mellemkosmos. Vi skal også være i et bestemt tankeforhold til hinanden, for ellers bliver det ikke lykkeligt at leve. Hvis vi er rasende uvenner, er det da ikke rart. Vi skal helst være i nogenlunde balance. Hvis man er alt for glødende forelsket, så er det egentlig heller ikke så rart, for det ender altid med en eller anden forskrækkelse. Men når vi har en bedre, normal logisk ligevægt, er det jo dejligt. En lykke, der er lavet på den måde, at den kan blive ved med at vare – det er dejligt.
      Det er meningen, at man som oplevelse skal mærke, at livet er dejligt. Men det, der ligger til grund for det, er, at materien skal ligge i de forhold, ved hvilke livsfornemmelsen kan blive lykkelig. Der, hvor atomerne og materien ikke ligger i de bundne former, kan der i væsenet ikke opstå den livsfornemmelse, som er den normale, som det er beregnet til at have. På symbolerne har vi i mikroverdenen set disse mælkevejssystemer, som danner vort lungesystem, vort hjertesystem, vor muskulatur, skelet osv. Når vi nu færdes i denne mikroverden, i dette mikroverdensalt, kan vi se, at der hist og her er store katastrofer. Navnlig når vi ser på menneskene og på visse dyr, kan vi i mikroverdenen i væsenernes fordøjelsesorganer komme til et område, hvor der er voldsomme brande og voldsomme mælkevejseksplosioner.