Forskellen på dyr og menneske
355. Fordøjelsesorganerne skal dræbe det liv, som kommer ind med føden. Vi skulle lære at se, hvad det betyder at spise animalsk føde og vegetarisk føde. Det kan vi i vældig grad gøre ved at iagttage mikroverdenen. Det er jo hernede, at vi ser analysen i sin allerinderste form. Vi ser analysen helt blottet der, hvor kraften bliver omdannet fra åndelig form til materiel form.
      Når der er tale om fordøjelse og at spise mad, er det jo rigtigt, at på et vist stadium er væsenerne højst ufuldkomne. Vi ser, at alt liv her på kloden er noget, der er under skabelse. Det har været mere primitivt, end det er i dag, i dag er det mere udviklet, og i fremtiden vil det være endnu mere udviklet. Vi ser, der er mennesker, der er langt fremme i udvikling, andre er længere tilbage, og nogle er endnu mere tilbage, og så kommer vi helt ned til dyrene, der også er længere tilbage i mentalitet. Jo længere et væsen er borte fra at være færdigt, jo mindre kan det opfylde det fuldkomne, desto mere må det leve i primitivitet. Her i verden er den første livsbetingelse for animalske væsener, at de må æde hinandens organismer. Det er en livsbetingelse, at de må dræbe for at leve. Deres struktur og deres instinktive bevidsthed er så robust, at alt er baseret på dette at dræbe. Det er ikke sådan just vrede, det er ikke ondskab eller had, det er selvopholdelsesdrift. I dyrene er der kræfter, der behersker dem på en sådan måde, at de kan overleve. Det er den eneste måde, de kan få liv på. Derfor er disse væseners fordøjelsesorganer endnu fuldstændigt baseret på denne grove kost, at skulle æde andre væseners organismer.
      Disse væsener blev mere udviklede, og de er blevet til mennesker, der er blevet meget, meget forfinede. Ved deres tankefunktion er de kommet ind i hele denne nye verden. Dyrene har jo ikke nogen særlig tankefunktion, de lever ved instinkt, og de tænker ikke over, hvad mon det er, og hvad mon det er. De lugter til det. De tænker bare, mon det er noget, der kan ædes? Sammen med parringsdriften ligger hele deres felt der. For dyrene er det som daglige, livsvante tendenser. Det volder ikke nogen spekulation. Menneskene derimod har en vældig rutine i parringstilstanden og i at skaffe sig føde. Det blev de rutinerede i, da de var dyr. Men nu er der kommet en helt anden bevidsthed til, som de ikke havde før, og som bevirker, at de nu ikke er helt dyr, de er mennesker. Men udviklingen laver ikke noget i spring. Der er intet væsen, der er gået lige fra at være dyr til pludselig at være et færdigt menneske.