Grand Kursus
Det er ikke en livsbetingelse for mennesket at dræbe
357. Menneskene er blevet så udviklede, at de på nogle områder næsten har nået fuldkommenhed. Men der er andre områder, der endnu stagnerer. Der er områder, hvor de endnu ikke har fået tanken ført hen, og hvor de skaber primitiv livskraft i mikroverdenen. Og det er der, hvor de, ikke af ondskab, men i god tro, spiser kød. De slagter dyr, de skyder dyr, de fisker, og der er ovenikøbet lystfiskeri og lystjagt. Det er slet ikke nogen livsbetingelse. Jamen tænk dog på det, det er ikke en livsbetingelse at dræbe. Hvorfor skal man dræbe det, som er under udvikling, dræbe de skønne unge legemer, som kunne leve og nyde livet i flere år, blot fordi det er sjovt? Blot for at tiden skal gå, går man ud og skyder. Ja, det kan man ikke bebrejde disse mennesker, og det er heller ikke, fordi jeg vil ophidse folk imod lystjægere og fiskere. Men det er jo, fordi vi skal se, hvad det er, der sker. Hvis de vidste, hvad det er, der foregår, ville mange mennesker lade være. Så langt er de fremme. Men de ved endnu ikke, at det betyder noget. Når folk siger, at det med dyrene ikke betyder noget, er de inde i en massesuggestion. Men denne indstilling med at dræbe, at gå på jagt og at fiske, betyder altså noget.
      I dag er det mange menneskers levevej at fiske, og jeg er ikke så naiv at tro, at jeg kan få alle mennesker til at lade være med at fiske. Hvordan skulle de kunne leve? Jeg er heller ikke så naiv at tro, at jeg kan få folk til at lade være med at spise kød. Det får jeg dem ikke til at lade være med. Men det er heller ikke meningen. Det er min hensigt at skabe en videnskab, så den ene efter den anden begynder at fornemme, at det ikke er rart at skulle dræbe dyr. Der er en masse mennesker i dag, som ville blive vegetarer med det samme, hvis de selv skulle slagte dyrene. Det er disse mennesker, som er modtagelige, som gerne vil vide, hvad der er rigtigt. Derfor er det livets mening, at jeg er kommet, og at flere andre, der arbejder i disse retninger, er kommet, for at denne åndelige videnskab kan komme ind i verden. Menneskene kan lære at vandre i deres eget indre. Det er meningen. Derigennem kan de lære at vandre ude i verdensaltet, og det er det, vi oplever begyndelsen til her.