Livsmysteriets løsning og kristendommen
36. Livsmysteriets løsning må nødvendigvis blive den samme for alle mennesker, hvad enten man er muhamedaner, buddhist eller kristen. To og to er fire, og selvfølgelig skal livsmysteriets løsning også være et facit, der er ens for alle væsener, og det kan det ikke blive, så længe det er gætteri. Så længe man gætter sig til, at det måske er sådan eller sådan, kan det ikke blive et fælles facit for alle, så er det nødsaget til at være noget, der er splittet. Men denne splittethed er ikke noget, man kan bebrejde menneskene, det er noget, man må til at vænne sig til.
      Det store problem ved at skabe den nye kultur er at få menneskene til at indse, at hvert menneske i dag må være, som det er, i kraft af dets organiske struktur, den viden, det har, og den viden, det ikke har. Det er med til at bestemme, hvordan mennesket kan være i dette øjeblik. Menneskene kan ikke være anderledes, end de er i dette øjeblik. Selv om et menneske blev nok så hidsigt og vred og myrdede andre mennesker, må jeg sige, jamen det kan ikke være anderledes. Der var ikke nogen mulighed for, at det kunne være anderledes.
      Mennesker ved jo godt, at man ikke må myrde og dræbe, men det er en viden, der er på overfladen. Den virkelige viden er en sjælelig viden. Med den sjælelige viden fornemmer man ikke blot med forstanden, men i særlig grad med hjertet, bevidstheden og følelsen; den skal til. Følelsen siger måske nok, at man skal dræbe, men forstanden siger, at det er uklogt, eller omvendt. Der er ikke harmoni mellem følelse og forstand, og så vil den ene af delene sejre. Men der skal jo være mening i disse ting, og det kan vi få ved at iagttage.
      Den kirkelige kristendom er iblandet en overordentlig stor procentdel hedenskab, ufærdig tilstand, uvidenhed, gamle forestillinger, hypnose, suggestion osv. Men i den kristendom, som Jesus Kristus præsterede ved sin væremåde og i sin bjergprædiken, har vi et facit, der må blive ens for alle mennesker på jorden.
      Det er ting, man ikke kan komme udenom, men det skal man selv komme til at opleve. Det kan ikke nytte, at jeg siger, at der er ting, man ikke kan komme udenom. Det siger jeg kun, fordi jeg i de kommende foredrag skal vise, hvordan Kristi ord er videnskabelige sandheder. Hver en ting i hans væremåde var i kontakt med sandheden. Derfor kunne han sige: "Jeg er vejen, sandheden og livet". Det kunne han sige, for det var han blevet, og det er det, menneskene skal blive i den nye epoke, der nu er begyndt i verden.