Historien om den fortabte søn
389. Men denne udvikling stemmer jo også med det, der var forudbestemt. I lignelsen om den fortabte søn har vi hele menneskehedens historie. De udgik fra en åndelig og lys verden for at skulle ud at prøve deres egen bevidsthed. Hjemme hos faderen kunne sønnen jo ikke komme til at folde sig ud og se, hvilken magt og hvilke kræfter han havde eller ikke havde. Derfor måtte han ud, og så kom han ned i verden og skulle prøve ved egen kraft. Han kom til nøjagtigt det samme stadium, som verden er på i dag. Han kom på et stadium, hvor han ikke kunne klare sig, ikke engang sin fars daglejere kunne han hamle op med. Han tænkte, at de havde det meget, meget bedre. Han åd sammen med svinene, står der i Bibelen. Det vil altså sige, at han levede på det samme princip som dyrene. Det er ikke så meget det, at han lå ned og slubrede af et trug sammen med nogle grise, men han levede på det samme princip: at være den stærkeste. Det er om at gøre at komme de andre i forkøbet, at få dem ned. Men han opdagede jo, at det ikke gav lykke.
      Hvad er det, menneskene har opdaget i dag. Er der nogen, der er sikker på, at vi går ind i en vældig dejlig fremtid, at de kommende år bliver strålende? Har vi ikke to gange været inde i epoker, hvor verden blev til en dødsplads, en valplads. Det var ikke blot i selve krigen, at millioner af soldater dræbtes, millioner af civile mennesker blev også dræbt, og vældige kulturgoder blev ødelagt, blot fordi man ikke var på noget fast punkt. Man tog fat i noget, der svingede rundt, man tog en skik op, man holdt sig til ting, man troede, man kunne støtte sig ved, og så var det ting, der slyngede menneskene ud i afgrunden. Det er denne tilstand, som bønnen kan råde bod på.