Grand Kursus
Når man er ét med Gud, er man beskyttet
392.
Nu vil man måske sige, jamen hvad skal man da bede om, når alting er fuldkomment.
Når alting er såre godt, og alting tjener os til gode, hvad skal man så bede om?
Det er ikke det, det drejer sig om.
Det drejer sig ikke om at bede om at blive fri for lidelser.
Det drejer sig at bede om, at man hele tiden kan være bevidst i, at der er en levende bevidsthed, være bevidst i Guds jeg, således at man kan se dette jeg i hvem som helst, man møder, og aldrig nogen sinde tage fejl, men at se Gud i dem, man møder.
Om de er aldrig så onde mod en, om de har aldrig så meget antipati, om de tror aldrig så meget slet om én, det er ganske ligegyldigt, for det er noget, der slet ikke kommer sagen ved.
Det er jo et spørgsmål om, hvor disse væsener står i deres udvikling.
Menneskene kan ikke manifestere noget, der ligger over deres erfaringer, noget der ligger i en epoke, de slet ikke har nået.
Så det er ikke det, det drejer sig om.
Det drejer sig om, at man hele tiden kan være ét med Gud.
Man er ikke ét med Gud, når man bagtaler et andet menneske, eller man er vred på et andet menneske, eller man synes, at de bærer sig forfærdeligt ad osv.
De skulle altså straffes på den eller den måde, eller det er andre onde tanker, man sender ud.
Da er man jo slet ikke ét med Gud, da er man kun ét med sig selv og så mørkets tendenser.
Det drejer sig om at være ét med Gud, for så er man beskyttet.
Når man er ét med Gud, kommer man ikke til at lide i sorgen, i modgang eller under andres bagtalelser.
Man kommer ikke til at lide under de ulykkelige skæbner.
Det betyder ikke, at de ikke kan være der.
Det betyder ikke, at man ikke bliver bagtalt, at der ikke er mennesker, der ikke synes om en.
Alt det må man forstå, men når man er ét med Gud, føler man ikke den mindste bitterhed imod det.
Tværtimod siger man blot "nåh".
Man kan registrere det.
Den ene hører til det trin, andre til det trin, det trin og det trin.
Jamen så er det jo selvfølgeligt, at det er sådan, og så tager man sig i agt for, hvordan man optræder over for den person eller den person, for det er jo ikke lige meget, hvordan man optræder over for menneskene, og heri består vanskeligheden.