Bønnen er en vidunderlig naturkraft
393. Selv om menneskene vil gøre det rigtige, og selv om de hører det rigtige og teoretisk forstår det, så er det alligevel vanskeligt for dem at gøre det rigtige. Dette stadium vil være der, og det vil blive ved med at eksistere, helt indtil de når frem til at blive fuldkomne. Det er dette stadium, som Paulus talte om: "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg". Det er det, menneskene vil komme ud for. For mennesker på dette stadium er det derfor nødvendigt at få hjælp, for at de kan komme til at gøre det gode, de vil, og lade være med at gøre det onde, de ikke vil. Den eneste hjælp hertil er bønnen.
      Bønnen er en vidunderlig naturkraft, og det må være beviseligt, at der findes en sådan kraft. De mennesker, der endnu ikke kan opleve det kosmisk, skal have det teoretisk igennem det, som andre kan fortælle. Der må man henvise til denne kraft ved dyrene. Man kan jo ikke komme bort fra, at dyrene udløser bønnen som en automatfunktion. Det er en organisk funktion lige så vel som hjerteslaget, hjertepulsen, åndedrættet og så videre. Bønnen kommer til sin tid i den givne situation, det gør åndedrættet, blodomløbet osv. jo også.
      Vi ser, at det fortsætter hos mennesket, der har det udviklet sig mere, og der er det blevet til, at man i den grad ikke kan komme bort fra, at der må være kræfter bag ved naturen. Alt dette må være levende. Det er det primitive menneske absolut ikke i tvivl om. Det er så meget nærmere den kosmiske tilstand end det menneske, der er kommet længere frem i udviklingen, dvs. kommet længere ned, ligesom den fortabte søn, jeg nævnte før. Vi står nu ved vendepunktet i den store epoke, hvor den fortabte søn lever sammen med dyrene, bruger dyrets metode til at forsvare sig, har forstærket det dyriske princip. Vi står altså ved vendepunktet af en sådan kulturtilstand.
      Den nye kultur, der er ved at opstå, er en kultur, hvor det højeste forsvar er dette ikke at forsvare sig med dødbringende midler. Det er dette at forsvare sig med at være ét med Gud. Det vil ikke være vanskeligt at forstå, at hvis man er ét med Gud, får man en umådelig kraft, fordi man er i kontakt med det hele. Fjendskabet opstår, når man ikke er ét med Gud, så er det, at man kommer i kortslutninger her og der, med andre mennesker, med dyrene, med naturen og vejret osv. Der er kortslutninger alle vegne, hvor man er misfornøjet, men det er aldeles ikke livets mening, at menneskene skal leve i sådanne kortslutninger. Men de lever i dem endnu, fordi de skal lære dem at kende. De skal lære at undgå disse kortslutninger, og det kan de lære igennem bønnen.