Gud er til stede alle vegne
396. Man må komme til at forstå, at Gud er til stede alle vegne, og derved bliver Gud "allestedsnærværende". Når man kommer til at fornemme det, får man jo en helt anden ærbødighed for alt det, man møder. Man får respekt for livet, ligegyldigt i hvilket væsen, det så end fremtræder, om det er i et menneske, i en regnorm eller blot i en blomst, det er ligegyldigt. Man får en vældig respekt for livet, fordi det jeg, der dirigerer blomsten, får dens farver frem, får frugterne frem, er Guds jeg. Plantens jeg er nok adskilt, det må åbenbare sig som en særlig individualitet, men det er Guds jeg, det er bundet til.
      Det er ligesådan med et menneske, om det nu er en røver, en bandit, som man kalder det, eller det er en helgen, så er Guds jeg bagved. At vi har en vis antipati mod røvere og banditter, er jo grundet på en overtro. Hvis vi får den rette forståelse om røvere og banditter, ved vi jo, at det er underudviklede væsener. De er nødt til at manifestere sig med de udslag, som er symptomet på det trin, de tilhører. At man så ligesom mod de vilde dyr må værge sig imod dem, er en anden side af sagen. Det er det, menneskene vil kunne komme til at gøre på en meget mere retfærdig og fuldkommen måde, end de gør i dag. Det er noget, der hører fremtiden til.
      Overalt er det Gud, der manifesterer sig. Hvordan skulle Gud vise et menneske en bandit eller en forbryder, hvis der ikke fandtes forbrydere? Hvordan skulle Gud kunne vise en bestemt slags manifestationer, hvis Gud ikke havde redskaber til at vise det? Hvordan skulle Gud tale med en myre, hvis der ikke var andre myrer, den kunne forstå? Hvordan skulle Gud tale til et menneske, hvis der ikke var andre mennesker, Gud kunne tale igennem? Hvordan skulle Gud tale til Dem og fortælle Dem disse kosmiske ting uden igennem et menneske som mig?
      Vi skal til at lære at forstå, at de mange, mange forskelligartede manifestationer i verden er udtryk for, at det er Gud, der arbejder, at det er Gud, der taler. I virkeligheden er der kun Fader, søn og bevidsthed. I Bibelen står der ikke sønnerne og Faderen. Der står Fader, søn og helligånd. Faderen er jeget, og sønnen er det enkelte levende væsen. Det er jo meningen, at denne søn, denne individualitet, skal blive ét med Faderen, og at det skal ses som én Fader. Alle disse forskellige andre væsener i tilværelsen er Guds manifestationer. Der er godt nok mennesker som en selv, der er dyr, og der er planter, men det er ikke den endelige løsning, det er ikke slutfacittet. Det virkelige faste facit kan jo kun være der, hvor det hviler på det faste punkt. Indtil vi når dertil, arbejder, vibrerer og forandrer det sig. Man skal til det faste punkt, hvor der er total stilhed, der er jeget, og det er Guds jeg.