Kristus og korsfæstelsens nødvendighed
398. På korset viste Kristus, at han så Gud i disse røvere. Han vidste, at det var noget af Faderen. Han havde jo i forvejen bedt Faderen om at få at vide, om han skulle lade sig korsfæste eller ikke, og der fik han følelsen af, ja, den kan ikke undgås, for det skal demonstreres for verden, at et menneske i kød og blod kan være så kærligt, at det kan tilgive sine værste bødler.
      Det var nødvendigt, for dengang troede man, at Gud var en djævelsk Gud, som man skulle frygte. Man troede, at Gud var et væsen, der hadede, der sendte mennesker til helvede. Man kom også til at tro, at Guds uskyldige søn skulle korsfæstes, for at de andre kunne gå fri. Man havde en mærkværdig tro, en mærkværdig forestilling om Guddommen, som straffede og hævnede, som kunne love menneskene et evigt helvede. Ja, Gud kunne ovenikøbet lade dem fødes med synd, så de var skyldige til det helvede, lige så snart de var født.
      Det var virkelig nødvendigt, at der blev vist en mentalitet i kød og blod, der kunne modarbejde denne tåbelige overtro, og derfor måtte verdensfrelseren korsfæstes; men det var jo også et kolossalt offer. Men det blev demonstreret, at et offer er aldrig så stort, at man ikke ved bønnens magt kan få den hjælp, der skal til for at kunne bringe det. Det var det, vi så, at der skete ved korsfæstelsen, og derved kom der en ny verdenskultur ind i menneskehedens skæbne, en verdenskultur, som nu skal til at begynde at tage til.
      I to tusinde år har kristendommen gennemsyret en hel del mennesker, således at de har fået en vis forståelse af, at kristendom ikke kan være den kirkelige kristendom. Kristendom må være Jesu bjergprædiken, den må være den handlemåde, der blev vist på korset. Det må være dette at vide, at når andre optræder brutalt, hensynsløst, er onde, er det, fordi de er underudviklede. De er lige så naturlige på deres trin dernede, som andre er naturlige på deres trin. Det er denne indstilling, der må til, for så bliver man ikke bitter og vred, så får man snarere medlidenhed. Det er da soleklart, de ældre må jo hjælpe de yngre. Er det ikke således, at forældrene må hjælpe børnene? Det er det princip, der skal frelse verden.