Grand Kursus
Ingen kan undvære Gud
399. Menneskene kan ikke klare sig ved egen hjælp, men takket være det princip, der skal frelse verden, kan de få at vide, at verdensaltet ser sådan og sådan ud, at grundenergierne virker på den måde, og det og det virker på den og den måde. Ved hjælp af dette vil de blive inspireret til at tage fat, men de vil komme til at opdage, at de ikke kan undvære bønnen. De skal have hjælp af bønnen.
      For mit eget vedkommende kunne jeg sige, at selv om jeg er rutineret i at fortælle disse ting, betræder jeg aldrig nogen sinde en talerstol, uden at jeg beder til Gud om, at jeg nu må komme til at sige de rigtige ting, at jeg ikke kommer til at sige noget, der kan misforstås. Jeg foretager mig ikke en eneste handling, jeg går ikke en tur på gaden, uden at jeg har forbindelse med Gud. Derfor ved jeg, at ingen kan undvære Gud. Når de tror det, svarer det til ordet "dåren vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde". Det vil sige, at den uvidende vandrer der, hvor han ikke aner, at der er en fare.
      Når jeg nu fortæller så meget om bønnen, er det, fordi den er så kolossalt nødvendig. Menneskene har i vuggegave fået en så guddommelig kraft, at den kan bringe dem over alt. Den kan bringe dem over de sværeste depressioner, når de bare én gang har mærket denne vidunderlige kraft, mærket denne forbindelse og mærket, at deres jeg er ét med alle andre jeger. Da føler de den samme kærlighed til dem, som de ikke før kunne lide. De føler kærlighed til alt det, der før nagede og pinte dem.
      Det er dertil, de skal have denne guddommelige kraft, for hvis de ikke får den, er de ikke bundet til det faste punkt, og så svinger begivenhederne dem med. Når begivenhederne så tager dem med ud i deres svingninger, må de så alligevel til at råbe om hjælp. Men står man på det faste punkt, og hele tiden er forbundet med det faste punkt, kan man tage, hvad det skal være. Så er det ganske ligegyldigt, om det er en korsfæstelse, tortur eller henrettelse. Det er ligegyldigt, man kan tage det frejdigt og med kærlighed.