Grand Kursus
Åndsvidenskaben er talsmanden den hellige ånd
40.
Det er ikke en ny verdensreligion eller en ny messias, der kan føre menneskene videre frem, men viden og forskning, forskning på det åndelige, religiøse og psykiske område.
Man må udforske disse områder og finde ud af, hvad livet siger om det.
Kan man finde nogen bekræftelse på, at mennesket er et evigt levende væsen?
Kan man finde bekræftelse på, at reinkarnation eksisterer?
Er der noget bevis for, at man har levet før, og at man skal komme til at leve i fremtiden?
Er der noget bevis?
Sådan vil det ene spørgsmål efter det andet dukke op, og jeg må sige, verden er fuld af beviser.
Der er ikke noget som helst, der modbeviser, at mennesket er et evigt væsen.
Der er ikke noget som helst, der modbeviser, at verdensaltets grundtone er kærlighed.
Der er ikke noget som helst, der beviser, at menneskene kun skulle leve én gang, at det skulle være slutfacittet med mennesket.
Alting beviser, at det, Jesus udtaler i sin bjergprædiken, er sandt.
Om den nye kommende epoke siger han, at verden ikke skulle frelses ved messiasser.
Om sin genkomst i denne epoke siger Kristus: "Hvis nogen kommer og siger, at jeg er her eller der, så tro det ikke.
Falske profeter vil opstå, og de vil gøre store tegn og undergerninger, men I skal kende træet på frugten."
Se, hvis Kristus kom og skulle gentage sin mission på samme måde, som han allerede én gang har gjort, ville nogle kunne komme og sige, vi har fundet ham, her er han.
Da siger Kristus, at det skal menneskene ikke tro på.
Men så vil der være noget andet, der gør sig gældende.
Dette andet, hvad er så det? –
Jo, så siger Kristus: "Faderen skal sende talsmanden den hellige ånd, og den skal lære jer alle de ting, som I ikke forstår i dag".
Talsmanden den hellige ånd, talsmanden, hvad vil det sige?
Det vil sige, der skal komme noget, der kan være talsmand for Gud, talsmand for det, Kristus har forklaret, og for det, der er forklaret igennem verdensreligionerne.
En talsmand for livsmysteriets løsning, en talsmand for kærligheden, kalder Kristus den hellige ånd.
Ånd er bevidsthed, og bevidsthed består af tanker, og tanker er viden og erfaringer om sandheden.
Altså må den hellige ånd være det samme som den hellige bevidsthed, og den hellige bevidsthed må være hellige tanker.
Og hellige tanker kan kun være hellige, der hvor de er absolut sandhed.
Hellige tanker, der er udtryk for den absolutte sandhed, kan kun være videnskab, kan kun være realistiske kendsgerninger, som man ikke kan komme udenom, og som kan opleves – selv uden kosmisk sansning.
Vi kan lære at opleve de udødelige sandheder her i den fysiske materie.