At leve med Guddommen hver dag
400. Vi ser, at menneskene trænger til den guddommelige kraft, fordi de i en vældig grad er i en korsfæstelse. Der er jo ikke mange mennesker, der kan sige, at de aldrig har bekymringer, at de aldrig har noget, de er bange for, noget, de er kede af. De har alle sammen noget, de er kede af. Der er næsten ingen mennesker, der ikke gerne ville have, at noget skulle være bedre. Derfor er det vældig vigtigt, at man kommer til at leve hver dag med Guddommen.
      Det med bønnen betyder ikke, at man skal være slave for Gud, at man skal på knæ og krybe for dette væsen. Det var jo denne slaveforestilling, der endnu var i menneskene. De troede, at Gud var en vældig straffende guddom, og derfor var det om at gøre, at man rigtig skulle være på knæ. Men sådan er det jo ikke. Guddommen er kærlig, og man kan frit tale til Gud.
      Nu er der jo mange af dem, jeg har talt med, der var ulykkelige, og de fleste af dem har ikke kunnet bede til Gud. Men så har jeg jo altid søgt at få dem til at forstå, at det måtte de gøre. De kunne ikke bede, fordi det for dem var sådan noget tomt ud i luften: "Det kan man da ikke, Gud er da ikke et sådant væsen, der sidder et sted henne. Det kan De også forstå". – Nej, det er ikke Gud. – Gud er ikke blot til stede i alle synlige væsener, Gud er også til stede i alle usynlige væsener. Vi er jo omgivet af endnu flere usynlige væsener, end vi er omgivet af synlige væsener, og derfor er det, at vi skal bede. Hvis Gud var et væsen, der sad langt derude i verdensrummet, måtte der jo være en helt anderledes radiofoni, telegraf og telefon. Men det behøver der ikke være, for Gud hører med alle disse psykiske væsener, skytsengle, der er omkring os. Det er nødvendigt. Hvordan tror man ellers, at Gud ville overlade hele denne verden til ufærdige, underudviklede mennesker, der går i fare, hvor de går? Tror man, at Gud har overladt denne menneskehed til sig selv? Aldeles ikke. Der er sådan en masse væsener bagved, der følger os alle vegne, hvor vi går.